Avis: Barca nægter at slippe Wague til januar

FCBARCELONA.DK - 14.12.19

© Getty Images

Moussa Wague spillede en meget sekundær rolle i starten af sæsonen, men hans præstationer i de seneste kampe har skabt interesse fra andre klubber. Barca er dog ikke klar til at lytte på tilbud i januars transfervindue.

Wague blev rykket op på førsteholdet i sommer, men spilletid blev der ikke noget af til senegaleseren, der som oftest var helt ude af truppen til kampene. Når Valverde ønskede at aflaste Nelson Semedo, var det i stedet Sergi Roberto der fik spilletiden på højre back.

Sådan var det lige indtil kampen mod Leganés i slutningen af november, hvor hverken Semedo og Sergi Roberto kunne være med. Her spillede Wague alle 90 minutter og gjorde en udmærket figur.

I den efterfølgende kamp mod Dortmund kom Wague ind i slutminutterne og han var med i truppen til kampene mod Mallorca og Atlético Madrid, dog uden at komme på banen. Det gjorde han derimod mod Inter i tirsdags, hvor han spillede hele kampen og gjorde det godt.

Indsatsen har straks skabt interesse hos andre klubber, såvel i Spanien som andre af de store ligaer i Europa. Der er angiveligt kommet flere forespørgsler til Barca omkring muligheden for både at leje og købe Wague i det kommende transfervindue, der åbner til januar.

Her skulle dog svaret fra Barca være ganske klart. Man ønsker ikke at skille sig af med Wague til januar. Han har vist som en pålidelig gardering for Semedo og det er meget sandsynligt, at der venter mere spilletid, ikke mindst når Barca træder ind i pokalturneringen.

Hvad der sker til sommer vil helt afhænge af, om Wague fortsætter sin gode udvikling. Han er kun 21 år og har kontrakt med Barca til 2023.

.:FORSIDE:.