// Gamper // Lazio
Ledelsen er allerede i gang med forberedelserne til den nye sæson, selvom der er over en måned til at den starter. Catalanerne menes nu at have fastlagt deres modstander i Gamper-opgøret, som eftersigende bliver italienske Lazio.
Barca har planlagt at tage hul på næste sæson den 10. juli, hvor holdet mødes efter en velfortjent sommerferie. Spillerne når dog kun at få ti dage sammen, inden turen går til USA, hvor der skal spilles venskabskampe imod Arsenal, AC Milan og ærkerivalerne fra Real Madrid.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den officielle sæson starter først den 12. august, hvor mestrene fra Barca sparker La Liga igang ude imod Getafe. Og imellem turene til Amerika og Coliseum Alfonso Pérez er Xavi og co. også planlagt til at spille den traditionsrige Joan Gamper-kamp, der markerer catalanernes åbning på sæsonen.
Opgøret skal spilles den 8. august, og denne gang spilles på Montjuïc, da Camp Nou er under renovering. Og ifølge avisen AS skal kampen højst sandsynligt spilles imod Lazio, der sluttede som nummer to i den netop overståede Serie A hvilket betyder, at italienerne skal spille Champions League efter sommerpausen.
Det er derfor en kvalitetsmodstander, som Barca tager imod, og helt sikkert et hold, som Xavi kan bruge til at teste sit holds kvalitet forud for den nye sæson. Det er samtidig også en kamp, hvor Pedro får mulighed for at spille imod sin tidligere klub, hvor han har vundet så mange trofæer i karrieren, og han får med sikkerhed en varm velkomst af alle culers.