Avis: Barca indgår forlig med Atlético Madrid

FCBARCELONA.DK - 22.10.19

© Getty Images

Den spanske avis El Mundo kunne sent mandag aften afsløre, at Barca angiveligt har indgået et forlig med Atlético Madrid i sagen om Griezmann. Catalanerne betaler 15 mio. euro og sikrer sig forkøbsretten på Giménez og Saúl.

Sagen startede i sommer, da Barca udløste Antoine Griezmanns frikøbsklausul, som den 1. juli faldt til 120 mio. euro. Madrilenerne mente dog, at Barca havde lavet en aftale med den franske angriber inden denne dato og krævede derfor flere penge.

Nu meddeler avisen El Mundo så, at Barca og Atlético Madrid har lavet en aftale for at slutte fred. Aftalen skulle indebære, at Barca betaler 15 mio. euro til Atlético for at lukke sagen om Griezmann, men samtidig får catalanerne så en forkøbsret på både midtbanespilleren Saúl og på forsvarsspilleren José María Giménez.

Aftalen kommer som en lille overraskelse, da en dommer for nyligt afgjorde sagen om Griezmann. Det endte som bekendt med en ubeydelig bøde på 300 euro til Barca. Barca har altså med den nye aftale med Atlético angiveligt gerne ville opretholde det gode forhold, man har til den madrilenske klub og samtidig gerne ville sikre sig forkøbsretten på Saúl og Giménez, som er to af Atléticos bedste spillere.

Udover de to Atlético-spillere skulle Barca samtidig have sikret sig forkøbsretten på flere af madrilenernes største talenter fra B-holdet og ungdomsrækkerne.

.:FORSIDE:.