fbpx
Annonce

Avis: Barca forsøger at hente Neymar igen til sommer

FCBARCELONA.DK - 02.01.20

© Getty Images
// Neymar

Føljetonen om Neymars mulige tilbagevenden til Barca ser ud til at fortsætte. Klubben har angiveligt tænkt sig at gøre endnu et forsøg på at hente brasilianeren til sommer, hvor FIFA giver mulighed for, at han kan købe sig fri.

Barcas ledelse skulle angiveligt have besluttet, at gå efter Neymar til sommer, en operation der mislykkedes sidste sommer, trods talrige forsøg på at overbevise hans klub. Det fortæller avisen El Mundo Deportivo i dag.

Til sommer har Neymar været tre år i PSG og så siger FIFA's regler, at en spiller kan kræve at komme væk for en sum, som FIFA fastsætter. I Neymars tilfælde har det været fremme, at beløbet vil udgøre 180 mio. euro, men det er ikke bekræftet.

Barca fik 222 mio. euro for Neymar for tre år siden, så 180 mio. afskrækker næppe klubben, selvom det vil gøre brasilianeren til den markant dyreste spiller i klubbens historie.

Barcas ledelse skulle angiveligt være splittet omkring Neymar, akkurat som tilhængerne er det. Rigtig mange mener, at han ikke bør hentes tilbage, både på grund af den måde han rejste på, dels fordi han har hevet Barca i retten for at inkassere en omstridt bonus af væsentlig størrelse.

Når Barca alligevel forventes at gå efter ham til sommer, er der flere grunde til det. Man ser ham som det ikon der skal bære arven videre fra den næsten fem år ældre Leo Messi, når han en dag indstiller karrieren. Dertil kommer de indtægter en verdensstjerne som Neymar genererer i form af trøjesalg og reklamer.

Til sidst er der selvfølgelig også de rent sportslige aspekter hvor man vurderer, at Neymar vil være en klar styrkelse af holdet.

Det helt store spørgsmål vil blive hvordan PSG stiller sig, om de vil tage kampen op med Neymar og FIFA, eller om de indser det er bedst for alle parter, at lade ham rejse.

Næsten sikkert er det dog, at Neymar endnu en gang bliver et af de varmeste navne på sommerens rygtebørs.

.:FORSIDE:.