Avis: Barca forhandler om Dortmund-spiller

Kristoffer Hanberg - 15.06.19

© Getty Images

Det er ingen hemmelighed, at Barca søger med lys og lygte efter en venstreback, som kan give Jordi Alba nogle påtrængte hviledage i den nye sæson. I dag skriver Sport, at Dortmunds Raphaël Guerreiro er den udvalgte.

Guerreiro, der skiftede franske FC Lorient ud med Borussia Dortmund i 2016, har tidligere været i Barcas søgelys. Allerede dengang var Barca interesserede i at hente ham til Camp Nou som Jordi Albas afløser.

Den portugisiske venstreback valgte som bekendt Dortmund, men nu ser muligheden for et skifte til Barca igen ud til at have åbnet sig. Guerreiros kontrakt udløber allerede til næste sommer, hvilket kan nødsage Dortmund til at sælge spilleren denne sommer.

Guerreiro skulle ifølge den catalanske avis Sport ikke være interesseret i at forlænge kontrakten med Dortmund, og derfor har Barca nu meldt sig på banen i kapløbet om spillerens underskrift. Catalanerne skulle angiveligt allerede være i gang med at forhandle med Dortmund.

Den 25-årige venstreback menes at kunne hentes for et beløb, der ligger under hans markedsværdi på 25 millioner euro, og Barca er derfor ikke ene om interesseren. Skulle det ikke lykkes Barca at hente Guerreiro til klubben, er Grimaldo, David Alaba, Filipe Luís og Alberto Moreno ifølge Sport de næste kandidater i rækken.

.:FORSIDE:.