Avis: Barca er nået til enighed med Neymar

FCBARCELONA.DK - 25.06.19

© Getty Images

Tirsdag morgen kan den catalanske avis Sport afsløre, at Barca og Neymar er nået til enighed om en femårig kontrakt. Brasilianeren har accepteret en markant lønnedgang og godkendte catalanernes udspil uden at kræve mere.

Neymar er som bekendt desperat for at vende tilbage til Barca denne sommer og det er ifølge avisen Sport hovedårsagen til, at den brasilianske angriber nu skulle have accepteret Barcas kontraktudspil.

Ifølge Sport er Barca og Neymar nået til enighed om en femårig kontrakt. Det skulle være præsident Josep Maria Bartomeu, som personligt skulle have taget sig af forhandlingerne og sendt et tilbud til Neymar. Dette tilbud skulle brasilianeren have accepteret uden at blinke og uden at forsøge at forhandle sin løn op.

Neymar tjener i dag omkring 37 mio. euro om året i PSG, men i den nye aftale med Barca vil han tjene omkring 24 mio. euro om året, som er nogenlunde det samme, som da han spillede i Barca i 2017. Her er tale om en lønnedgang på næsten 100 mio. kroner om året. Det skulle være gået op for Neymar, at pengene ikke gør ham glad og tilfreds, men at det derimod er et liv i Barcelona med familien og på et hold sammen med blandt andre Messi og Suárez, som er det rigtige for ham.

På trods af, at Barca og Neymar nu skulle være nået til enighed, mangler der stadig den sværeste del. Catalanerne skal nu forhandle med PSG, som uden tvivl vil forsøge at presse prisen så højt op som muligt for angriberen, som de i 2017 gav 222 mio. euro for.

.:FORSIDE:.