Avis: Barca interesseret i 19-årige Erling Håland

Rune Stentoft Arlbjørn - 15.11.19

© Getty Images

Den unge norske angriber Erling Håland har taget den østriske liga og Champions League med storm i denne sæson. Det har angiveligt vækket Barcas interesse, men det store prisskilt kan være en forhindring.

Erling Håland på bare 19 år har scoret ikke mindre en 26 mål i 18 kampe hidtil i sæsonen. Syv af scoringerne er sat ind i Champions League i fire kampe, 15 af dem er scoret i 12 liga-kampe, mens de sidste fire er sat ind i den østriske pokalturnering.

Den norske landsholdsspiller spiller til daglig i Red Bull Salzburg, som ikke ligefrem har lyst til at miste deres unge guldfugl. Derfor har de angiveligt sat et prisskilt på hele 100 mio. euro på angriberen, der også sættes i forbindelse med Liverpool, Real Madrid, Manchester United og Napoli.

Ifølge den catalanske avis Sport har Barca fulgt Håland længe, men de mener angiveligt ikke, at nordmanden er 100 mio. euro værd, hvorfor et skifte kan vise sig at løbe ud i sandet.

.:FORSIDE:.