fbpx

Avis: Barca blander sig i Sevilla-handel

Markus Johannessen - 11.07.25

 


Ifølge adskillige kilder har Barca netop erklæret sin interesse for 22-årige Álex Costa fra SD Ponferradina, selvom angriberen er milimeter fra at skrive under med Sevilla. Det har angiveligt skabt tvivl omkring madrilenerens fremtid.

Sevilla var tæt på at færdiggøre købet af Álex Costa, en angriber fra Madrid, som i denne sæson har scoret otte mål og leveret tre assists i 31 kampe for SD Ponferradina i den tredjebedste spanske række, Primera RFEF. Hans stærke præstationer har vakt interesse fra flere klubber, men Sevilla havde indtil for nylig været bedst positioneret til at sikre sig hans underskrift.

Artiklen fortsætter under annoncen


Faktisk har Costa allerede gennemgået det obligatoriske lægetjek som optakt til sin tiltrædelse i Sevilla Atlético, klubbens andethold, der også spiller i Primera RFEF. Aftalen mellem klubberne var i princippet på plads, men ifølge flere medier har Barca pludselig blandet sig i forhandlingerne, hvilket har fået spilleren til at tvivle på sit næste skridt. Barcas ønske er også at hente Costa til klubbens andethold Barca Atlétic.

Lægetjekket fandt sted mandag, men der opstod angiveligt problemer med selve kontraktunderskrivelsen, hvilket betød, at aftalen ikke blev formaliseret. Det gav ifølge avisen Sport Barca mulighed for at forsøge at kapre spilleren onsdag. 

Den 22-årige angriber skulle ifølge mediet Estadio Deportivo være fuldt ud indstillet på at gennemføre skiftet til Sevilla Atlético. Dog rapporterer andre medier som El Sevillista, at Barcas indblanding har sået tvivl hos spilleren med henblik på næste sæson.

Lige nu er det usikkert, hvad Ponferradina-profilen ender med at gøre på trods af at være så langt i forhandlingerne med Sevilla. Ifølge avisen Sport bliver situationen afklaret i løbet af denne uge, hvorefter Costas fremtid bliver definitivt besluttet.

alexcosta1F

// Álex Costa
.:FORSIDE:.