fbpx
Annonce

Avis: Barca betaler stadig af på Dembélé

Jacob Møller Nielsen - 24.11.20

© Getty Images
// Ousmane Dembélé

Det er kommet frem, at Barca for nylig har overført yderligere 5 millioner euro til Dortmund for transferen af Ousmane Dembélé tilbage i 2017. Ifølge avisen Mundo Deportivo mangler Barca dog fortsat at betale af på franskmanden.

Da Neymar i sommeren 2017 forlod Barcelona for i alt 222 millioner euro, efterlod det Barca med en masse penge på hænderne. Nogle af de penge blev brugt på franskmanden Ousmane Dembélé, som blev hentet til klubben for 130 millioner euro. Siden da har franskmanden haft en turbulent tid i klubben, hvor skader har holdt ham fra at få sit helt store gennembrud i blaugrana-trøjen.

Men selvom Barca i 2017 betalte et så svimlende stort beløb for den hurtige kantspiller, så er det ifølge Mundo Deportivo ikke slut med at betale af på franskmanden. Avisen mener at vide, at Barca for nylig indbetalte yderligere 5 milloner euro til Borussia Dortmund for købet af Dembéle. 

Grunden til det yderligere gebyr skulle ifølge avisen ligge i den købskontrakt, som Barca dengang tegnede med Dortmund. 5 millioner euro skal der betales for hver 25. kamp, som Dembélé spiller i Barca-trøjen op til 100 kampe. Med de seneste kampe på holdkortet, så er franskmanden nu i alt oppe på 83 kampe for Barca. Det er altså grunden til, at Barca for nylig var nødt til at sende yderligere penge til Dortmund. Penge, som Barca p.t. er presset hårdt på.

Alligevel tegner den seneste overførsel dog heller ikke til at blive den sidste betaling i Dembélé-transferen. Med 17 kampe mere på sit Barca-CV kan klubben se frem til at skulle betale yderligere 5 millioner euro for endegyldigt at være færdig med at betale af på kantspilleren. Til den tid vil klubben altså i alt have betalt 150 millioner euro for den nu 23-årige Dembélé.

Det har altså været en yderst dyr affære for Barcelona, da man for nogle sæsoner siden anskaffede sig det store franske talent. En dyr fornøjelse, som man i Barca-lejren må erkende endnu ikke har bæret den frugt med sig, som man havde håbet på. Spørgsmålet er så, om det kommer til at ske i den nærmeste fremtid.

 

.:FORSIDE:.