// Ansu Fati
Ansu Fati er siden årsskiftet faldet helt ud af truppen hos Barca, og forleden var Hansi Flick også ude og kritisere hans indsats. Catalanerne kan derfor meget vel forlade klubben, og her meldes flere hold interesserede i ham.
Det har efterhånden været nogle hårde år for Ansu Fati, hvis karriere startede så lovende, og hvor han så ud til at skulle træde i fodsporene på selveste Lionel Messi. Sådan endte det dog som bekendt ikke, og La Masia-spilleren befinder sig nu i en vanskelig situation hos Barca, hvor han angiveligt er tæt på at må forlade klubben.
Catalaneren har haft svært ved at genfinde topformen fra tidligere, og selvom han i øjeblikket er skadesfri, er han fortsat langt væk fra fast spilletid under Hansi Flick. Det skyldes blandt andet, at tyskeren ikke er tilfreds med Fatis præstationer og indsats til træning, og hans fremtid hænger derfor i en tynd tråd i klubben.
Artiklen fortsætter under annoncen
Ledelsen meldes parat til at tage afsked med det tidligere stjernetalent for at få råd til forstærkninger, deriblandt Marcus Rashford, der direkte kan gå ind og overtage Fatis plads i spillertruppen. Catalaneren står dog ikke uden bejlere, hvis han skulle vælge at forlade Barca, da han ifølge avisen Sport er på blokken hos adskillige klubber.
Det drejer sig angiveligt om hold som Tottenham og West Ham, der ønsker at forstærke sig med Fati i januars transfervindue. Især West Ham har store skadesproblemer i angrebet, og må i øjeblikket undvære Michael Antonio og Niclas Füllkrug, og den nyudnævnte træner, Graham Potter, er derfor meget lun på tanken om at forstærke offensiven.
Fati skulle derudover også være på radaren hos Besiktas, men taget hans høje løn i betragtning, er det mest sandsynligt, at han ender i Premier League. Catalaneren har samtidig først kontraktudløb i 2027, og meget tyder derfor på, at der igen bliver tale om en lejeaftale, ligesom det var tilfældet i sidste sæson, hvor han var udlejet til Brighton.
Alt afhænger dog i sidste ende af Fatis eget ønske om at forlade Barca, hvilket han indtil videre ikke har forholdt sig til offentligt. De seneste tre kampes fravalg må dog have åbnet op for tankerne omkring et januar-exit, og han har indtil den 3. februar at bestemme sig, hvor transfervinduet lukker.
© Getty Images