Avis: Al-Ahly bliver modstanderen i Trofeu Gamper
FCBARCELONA.DK - 11.07.26
Så tyder det på, at Barca har fundet en modstander til det traditionsrige Trofeu Joan Gamper. Avisen Mundo Deportivo fortæller, at det bliver egyptiske Al-Ahly, der lægger vejen forbi Spotify Camp Nou den 19. august.
Barca har længe ledt efter en modstander til Gamper-opgøret, der har til formål at præsentere holdet for tilhængerne, inden den nye sæson går i gang. Flere klubber har været på tale, blandt dem Ajax og Leipzig, men valget er nu angiveligt faldet på Al-Ahly.
Artiklen fortsætter under annoncen
Med denne aftale tørner Barca sammen med en absolut sværvægter, der har enormt stor betydning i sit hjemland. Det er samtidig et strategisk træk for at åbne op for et gigantisk marked, eftersom Egypten tæller omkring 110 millioner indbyggere. Generelt har det arabiske marked stor interesse for Barca, som i forvejen har en massiv følgerskare i regionen.
Al-Ahly er den mest betydningsfulde klub i Egypten og en af de mest vindende klubber i verden. På nationalt plan har klubben sikret sig det egyptiske mesterskab 45 gange, vundet den egyptiske pokalturnering 39 gange og den egyptiske Supercup 15 gange. De er dermed den klub med absolut flest titler i de respektive turneringer og den mest succesrige klub på hjemlig grund.
Det er netop i Al-Ahly, at Barca hentede den 18-årige Hamza Abdelkarim, så det har måske været under disse forhandlinger, at man har drøftet en deltagelse i Trofeu Gamper.
© Getty Images// Gamper