FCBARCELONA.DK - 18.08.25
Atlético Madrid indledte søndag La Liga med et skuffende 2-1-nederlag ude mod Espanyol, som bringer dem tre point efter Barca allerede efter første runde. Diego Simeones tropper var ellers i kontrol, men et sent comeback fra hjemmeholdet kostede dyrt.
Atlético kom foran i første halvleg på et frisparksmål af Julián Álvarez og havde muligheder for at lukke kampen kort efter pausen. I stedet slog Espanyol tilbage. Først udlignede Miguel Rubio på en dødbold, og seks minutter før tid steg Pere Milla til vejrs og sikrede Espanyol en overraskende sejr.
For Atlético Madrid betyder nederlaget, at de mister tidlig terræn i mesterskabskampen – en kamp, hvor de i sidste sæson var en reel udfordrer til Barca helt indtil forårets afgørende måneder. Simeone lykkedes dengang med at holde sit hold i toppen med aggressiv presfodbold og stærk organisation, men pointtab allerede i første spillerunde viser, at stabiliteten ikke er på plads fra start i denne sæson.
