Arturo Vidals frustrerende sæsonstart

FCBARCELONA.DK - 11.09.19

© Getty Images

Det er ikke meget man har set til Arturo Vidal her i sæsonstarten. Han vendte sent tilbage på grund af Copa América og det er måske årsagen til, at han kun har spillet 26 minutter i sæsonens tre første kampe.

Arturo Vidal har aldrig lagt skjul på, at han ønsker at spille alle kampe. Han hader at sidde udenfor. Derfor har det med garanti været en frustrerende sæsonstart for den chilenske midtbanefighter, for det er meget sparsomt med spilletid Valverde har givet ham.

Vidal var slet ikke udtaget til sæsonens første ligakamp i Bilbao. Her var forklaringen, at han kort forinden var vendt tilbage efter den forlængede sommerferie som følge af deltagelsen ved Copa América.

Han kom med i trupperne til kampene mod Betis og Osasuna, men i begge opgør blev det kun til sene indskiftninger. I alt har Vidal samlet 26 minutters spilletid i disse to opgør. Mod Betis fik han dog den opmuntring at score Barcas sidste mål i 5-2 sejren.

Der kommer med garanti langt mere spilletid til Vidal i denne sæson, men spørgsmålet er hvilket rolle Valverde har udset til chileneren. Kampen om pladserne på midtbanen er benhård og Valverde har mange alternativer. Derfor ligner det lige nu mest en reservetjans til Vidal.

.:FORSIDE:.