fbpx
Annonce

Arthur holdt møde med Abidal og Setién

FCBARCELONA.DK - 11.08.20

// Arthur

Arthur er tilbage i Barcelona efter at han nægtede at træne og spille mere med Barca. I går mødtes han med sportschef Eric Abidal og træner Quique Setién, uden at det forandrede hans situation.

Det var et klart kontraktbrud da Arthur meddelte at han ikke længere havde lyst til at spille for Barca. Det skete lige efter afslutningen på ligaen og siden har han opholdt sig hjemme i Brasilien.

På råd fra sine advokater valgte Arthur i weekenden at returnere til Barcelona, både for at forklare sig og for at få en aftale på plads der definitivt løsner ham fra klubben. Såvel Barca som Arthur har interesse i en aftale, der ikke trækker ud ved en domstol.

På mødet med Abidal fik Arthur angiveligt at vide, at han ikke er velkommen i førsteholdstruppen så længe man ikke har forhandlet en aftale på plads. Det sker også for at undgå at holdkammeraterne mister fokus op til fredagens opgør mod Bayern München.

Hvad mødet med Setién har omhandlet, er der ikke sluppet noget ud om, men mon ikke Arthur har ytret sin utilfredshed med, at han ikke spillede et eneste minut efter at klubskiftet til Juventus var forhandlet på plads.

De kommende dage er det planen at Arthurs advokater skal mødes med Barcas advokater for at finde ud af hvilke konsekvenser brasilianerens kontraktbrud skal have.

Arthurs møde med Barca har derfor ikke ændret hans situation synderligt, men måske det kan være med til, at en aftale falder på plads, så alle kan komme videre med vigtigere ting.

.:FORSIDE:.