Arda Turan i nye problemer i Tyrkiet

FCBARCELONA.DK - 11.10.18

Nedturen synes ingen ende at tage for Arda Turan, som Barca har udlejet til tyrkiske Basaksehir. Nu meldes der om en voldelig episode, hvor Barca-spilleren har brækket næsen på en kendt sanger.

Arda Turan var en af den spanske ligas helt store profiler, da han spillede for Atlético de Madrid. Det fik Barca til at købe ham i 2015, men derfra er det gået kraftigt nedad bakke for den tyrkiske midtbanespiller.

Det lykkedes aldrig rigtig for ham at finde sig til rette hos Barca. Der var gode perioder, men han røg altid ud af holdet igen, for til sidst at se de fleste kampe fra bænken eller være helt ude af truppen.

Barca ville af med ham, men han nægtede angiveligt at blive solgt, fordi der ikke var nogle klubber der både ville betale for ham og matche den høje løn han fik i Barca.

Resultatet blev, at Barca i januar måned i år udlejede ham til Basaksehir for to en halv sæson, frem til sommeren 2020, hvor hans kontrakt med Barca udløber. Dermed vender han ikke tilbage til den catalanske hovedstad.

Turan blev modtaget som en helt hos Basaksehir, men det skulle hurtigt ændre sig, ikke mindst efter han skubbede kraftigt til en linjevogter og blev idømt 16 spilledages karantæne, en dom han stadig er i gang med at afsone.

Nu er det så på det personlige plan at Turan har bragt sig selv i problemer. Tyrkiske medier melder om en voldelig episode, hvor en kendt sanger fik brækket sin næse, så han måtte opereres. Turan skulle angiveligt have erkendt episoden.

Dermed fortsætter nedturen for den nu 31-årige spiller og der er intet der tyder på, at han er i stand til at vende tilbage på niveau, som han viste i Atlético de Madrid.

.:FORSIDE:.