Araujo hastet til behandling i Barcelona
Søren Wennerwald - 08.06.26
Ronald Araujos muskelproblemer i den uruguayanske landsholdslejr er måske værre end først antaget. Forsvarsspilleren er i hast fløjet til Barcelona for at blive behandlet og returnerer til Uruguay allerede i morgen.
I nat bekræftede Uruguays landsholdsstab, at Araujo i hast flyver tilbage til Barcelona. 'For at hjælpe med at afhjælpe et muskulært problem vil fodboldspilleren modtage en medicinsk behandling af de fagfolk, som har behandlet ham tidligere. AUF's trænerstab og lægestab var enige i denne beslutning. Han vil ikke deltage i mandagens gruppeaktiviteter, men slutter sig til gruppens arbejde tirsdag den 9., hvor holdet rejser om natten mod FIFA VM 2026.'
Artiklen fortsætter under billedet

Der blev først meldt om en simpel forstrækning, men når lægerne vælger at sende Ronald Araujo 10.000 km fra Montevideo til Barcelona og tilbage igen for en behandling, er der risiko for, at skaden er værre end først antaget.
To så lange flyveture på bare to dage er heller ikke optimalt for fysikken, men det har tilsyneladende været den eneste mulige løsning. Araujo har tidligere været plaget af muskelproblemer, og det har Barcas lægestab stor erfaring med.
Araujo forventes retur i Uruguay natten mellem tirsdag og onsdag dansk tid, og her bliver det spændende at se, om han er i stand til at træne med, eller om landstræner Marcelo Bielsa lader ham få en pause.
Uruguay spiller sin første gruppekamp ved VM på mandag mod Saudi-Arabien, hvor det stadig er håbet, at Araujo kan være med.
© Getty Images// Ronald Araujo