Ronald Araújo fik fredag sin første start for Liverpool, og den udlejede Barca-spiller leverede en stærk præstation i sejren over Ipswich. Uruguayaneren startede som højre back, hvor hans defensive indsats efterfølgende fik stor ros.
Ledelsen sendte i sommer Ronald Araújo afsted på en lejeaftale til Liverpool efter nogle hårde år hos Barca, hvor han har døjet med skader og sit psykiske helbred. Catalanerne håber nu, at midterforsvareren kan genfinde sit gamle topniveau, der engang gjorde ham til en af Europas mest anerkendte forsvarsspillere.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den 27-årige uruguayaner har fået en lovende start hos englænderne, hvor han har fået spilletid i alle deres kampe. I de første to kampe blev Araújo brugt som indskifter, mens han i fredags fik sin første start for Liverpool som højre back.
Forsvarsspilleren erstattede Jeremie Frimpong i startopstillingen, og selvom Araújos manglende offensive kvaliteter var til at få øje på, har hans defensive indsats fået Liverpool-fans til at juble. Uruguayaneren har især fået ros for at støtte midterforsvaret og skabe en bedre defensiv balance, mens hans fysik og hurtighed gjorde ham svær at passere.
Statistikken understreger også Araújos flotte kamp, da han bidrog med syv clearinger, vandt tre af sine fire dueller langs jorden og samtlige af sine dueller i luften. Han begik samtidig ikke et eneste frispark og leverede 32 succesfulde afleveringer ud af 38 mulige.
Præstationen blev taget godt imod hos Liverpools fans, hvor flere nu håber på, at Araújo får lov til at beholde sin plads i startopstillingen. Selvom landsholdsspilleren ikke bidrager med det samme offensivt som Frimpong, har uruguayaneren stor værdi defensivt, hvilket han viste i fredags.
Lejeopholdet kan få stor betydning for Araújos fremtid, da Liverpool sikrede sig en købsoption i aftalen. Englænderne kan angiveligt gøre forsvarsspillerens skifte permanent for 55 millioner euro til sommer, og Barca følger derfor hans situation tæt resten af sæsonen.
© Getty Images// Ronald Araujo