fbpx
Annonce

Fati debuterede for Spanien som den næstyngste

FCBARCELONA.DK - 04.09.20

// Sergio Busquets // Ansu Fati


Ansu Fati debuterede i Spaniens landskamp i går aftes ude mod Tyskland som den næstyngste i historien. Han spillede de sidste 45 minutter af opgøret, hvor Spanien dybt inde i ovetiden fik udlignet til 1-1.

Det var Fatis første landsholdsudtagelse, da landstræner Luis Enrique valgte at tage ham med til Spaniens to landskampe mod Tyskland og Ukraine i Uefa Nations League. Som ventet startede det unge Barca-talent på bænken i går mod Tyskland.

Det blev der lavet om på i pausen, for fra anden halvlegs start blev Ansu Fati sendt på banen i stedet for Jesus Navas. Blot seks minutter senere måtte han se Tyskland bringe sig foran med 1-0.

Fati arbejdede energisk for at komme ind i kampen, men det var ikke meget han var på bolden, for tyskerne sad på det meste. 10 minutter før tid kom han i centrum i en situation i feltet, hvor han appellerede for straffespark, men her var dommeren ikke enig.

Ansu Fati sluttede kampen godt af med et par målsøgende aktioner og i kampens tillægstid lykkedes det ham at få bolden i nettet, men scoringen blev annulleret på grund af et frispark forinden af Sergio Ramos. Da uret rundede 96 minutter, lykkedes det Gayá at sætte en forløsende udligning ind, uden at Fati var involveret.

Med udligningen kunne Fati glæde sig over både sin debut og et vigtigt point på udebane mod Tyskland i Uefa Nations League gruppe 4. Sergio Busquets var også med i kampen, hvor han spillede den første time.

Med sin debut er Ansu Fati den næstyngste landsholdsdebutant i Spaniens historie. Den yngste er Zubieta, der i 1936 debuterede blot 24 dage yngre en Fati.

.:FORSIDE:.