// Andrija Maksimovic
Barca møder i aften Røde Stjerne på udebane i Champions League. Andrija Maksimovic er blevet udpeget som en spiller, der skal holdes øje med, og han udtrykte da også stor tro på egne evner, da han udtalte sig forud for kampen.
Det nye format af Champions League er efterhånden godt i gang, og Barca kan i aften med en sejr over Røde Stjerne, spille sig op blandt de otte bedste, der sikrer sig automatisk kvalifikation til næste runde. Catalanerne er da også store favoritter, især efter sejren over Bayern München, selvom serbernes hjemmebane er én af de mest stemningsfyldte i europæisk fodbold.
Artiklen fortsætter under annoncen
Barca står samtidig også overfor den 17-årige Andrija Maksimovic, der er blevet døbt "lille Messi" i hjemlandet Serbien. Stortalentet betragtes som en spiller med et enormt potentiale, og han er langsomt ved at arbejde sig ind på fast førsteholdsfodbold hos Røde Stjerne.
Kantspilleren står i aften overfor det største talent i hele fodboldverdenen lige nu, Lamine Yamal, og det er noget som han ser frem til. 'Vi har mødtes i Nations League, og han er en fantastisk spiller ligesom Pau Cubarsí. Vi er lige gamle, og jeg har tænkt mig at vise alle, at jeg er bedre end Yamal' sagde Maksimovic i går til pressekonferencen.
Teenageren blev efterfølgende spurgt til, hvorvidt han er nervøs før mødet med Barca. 'Selvfølgelig er jeg ikke nervøs, for det er det, jeg har ventet på. Det er Champions League, og det er på vores stadion. Tribunerne vil være fyldte, og jeg glæder mig til at spille mod Barca' sagde offensiv-spilleren.
Maksimovic kom afslutningsvist ind på sammenligningerne med Messi: 'Messi er mit idol, ingen tvivl, men jeg vil gerne huskes som Andrija Maksimovic' svarede angriberen.
© Imago