// El Clásico // La Liga
Med den flotte og fortjente storsejr i går over Real Madrid på Bernabeu, hentede Barca tre point ind på ligaens suveræne tophold. Spørgsmålet er om Barca reelt har en mulighed for at blande sig i kampen om mesterskabet.
Efter søndagens 0-4 resultat på Santiago Bernabeu er afstanden mellem Real Madrid og Barca nu på 12 point, her hvor der resterer ni runder af La Liga. Barca har dog en kamp på hånden, mod Rayo Vallecano, et opgør der spilles om en måned.
Artiklen fortsætter under billedet

Sevilla indtager 2. pladsen i tabellen, tre point foran Barca, men ligeledes med en kamp mere. De to hold mødes om to uger på Camp Nou efter landskampspausen, så her kan tage Barca tage 2. pladsen fra andalusierne.
Målet er at ende i top 4 og det er godt på vej til at lykkes. Spørgsmålet er så om det giver mening, at drømme om et mesterskab. Det vil altså kræve, at Barca henter 12 point ind på Real Madrid i de 10 kampe catalanerne mangler at spille.
Barca er bedst indbyrdes med Madrid, efter at de hvide vandt med 1-2 på Camp Nou tidligere på sæsonen, mens Barca altså i går vandt 0-4 i Madrid. Ved pointlighed er det indbyrdes kampe der tæller og ikke målscoren.
Tre af de 12 point kan hentes mod Rayo i den udsatte hjemmekamp, men derudover skal Barca altså håbe på, at Real Madrid som minimum smider 9 point ud af de 27 der er på spil. De hvide har kun smidt 15 point indtil nu i deres 29 kampe, så der skal noget af en nedtur til, for at de skal miste 9 point i 9 i kampe.
Samtidig vil det altså kræve, at Barca rydder bordet resten af sæsonen. Smider Barca point på vejen, skal Madrid dumme sig endnu mere for at miste mesterskabet.
Ser man på de to klubbers resterende program, ser det sværest ud for Madrid, for de skal ud i svære udekampe mod Celta, Osasuna, Sevilla og Atlétco Madrid. Hjemme på Bernabeu møder de Betis, der kæmper for at komme med i Europa League, så det ligner et svært program for Ancelotti og hans spillere.
Barca har to svære udekampe mod Real Sociedad og Betis, mens de de hjemme på Camp Nou møder Sevilla og Villarreal. Samlet set ser det program noget lettere ud end Real Madrids.
Med det formdyk som Real Madrid viste i El Clásico, er det ikke umuligt, at de er til at ryste. Begynder Barca først at nærme sig i tabellen, kan nerverne godt begynde at indfinde sig i den spanske hovedstadsklub. Det er i hvert fald hvad man håber på i Barcelona.
For Barca handler det først om fremmest om at tage en kamp af gangen og vinde den. Derudover kan de kun vente og se hvad Madrid præsterer. Umuligt er det ikke, men det svært ser det ud.