// PSG
Barca måtte onsdag aften se sig slået 2-1 af PSG hjemme på Estadi Olímpic i Champions League, og nederlaget føltes ikke som et uheld. Spørgsmålet er, om Flicks spillestil kan udfordre de største hold i Europa.
Spillerne havde det svært i store dele af kampen mod PSG i går og spørgsmålet er, om Hansi Flicks kompromisløse spillestil også holdbar, når modstanderen hedder PSG og ikke hovedparten af La Liga-mandskaberne?
Kampen begyndte ellers lovende for Barca, der fik en tidlig føring og satte PSG under pres i den første halve time. Men holdet mistede gradvist grebet, og i sidste ende var det fuldt fortjent, at PSG kunne rejse hjem med tre point. Franskmændene dominerede både boldbesiddelse, skud, pasninger og hjørnespark – på områder, hvor Barca normalt har overtaget. Det var en påmindelse om, at selv en god start ikke rækker, når strukturen bagtil bryder sammen.
Artiklen fortsætter under billedet

Et centralt tema er Flicks høje forsvarslinje, som han introducerede ved sin ankomst for lidt over et år siden. Allerede i maj påpegede eksperter, at strategien er risikofyldt: Den kan give kortsigtede succeser, men spørgsmålet er, om den kan bære frugt på længere sigt. Sidste sæson gav tre titler et klart svar i positiv retning, men PSG afslørede i går, at en modstander med fart, fysik og kynisme kan udnytte sårbarhederne til fulde.
Netop bolden bag forsvaret var en akilleshæl for Barca, som flere gange blev fanget ude af position. PSG straffede ubalancen sent i kampen, og selv om afgørelsen først faldt i det 90. minut, var tendensen tydelig længe forinden. Flicks system kræver ekstrem disciplin og hurtige, boldstærke forsvarere – og spørgsmålet er, om truppen har det fornødne niveau på alle positioner.
Derfor kan der ikke herske tvivl om, at Flick gør sig tankerne: Skal man fortsætte med den kompromisløse spillestil med den ekstremt høje bagkæde, der har bragt resultater nationalt, eller skal der justeres i opskriften, når modstandere på europæisk topniveau udfordrer konceptet? Flick selv har fremhævet, at kampene i Champions League er en målestok for holdets udvikling – men denne måling faldt ikke ud til Barcas fordel denne gang.
Nederlaget til PSG ændrer ikke ved, at Barca fortsat er en magtfaktor, men det minder klubben om, at vejen tilbage til den absolutte europæiske elite kræver mere end bare troen på en formel. Flicks projekt har allerede bevist sin værdi i hjemlige turneringer, men europæisk succes afhænger af, om systemet kan gøres mere fleksibelt – eller om kompromisløsheden forbliver både dets største styrke og største svaghed.
© Getty Images