fbpx
Annonce

Analyse: Derfor bliver det svært at få Messi tilbage

FCBARCELONA.DK - 26.09.22

// Lionel Messi

Meget tyder på at Barcas ledelse drømmer om at hente Leo Messi tilbage til næste sæson, men det ligner ingen nem operation. Der er nemlig flere aspekter der gør et comeback svært. Få her en analyse af situationen.

Alle er enige om at Messi måtte forlade Barca på den helt forkerte måde. Ikonet havde fortjent en værdig afsked, men i stedet blev det en turbulent sidste tid i klubben, hvor han grædende måtte tage afsked fordi der ikke var råd til at forlænge med ham og det til trods for, at han tilbød at halvere sin løn.

Nu arbejdes der angiveligt på at hente Messi tilbage til sommer, når hans kontrakt med PSG udløber. Messi selv er tavs og det skal han også være i respekt for sin nuværende klub, men der gisnes om, at Xavi allerede har vendt et muligt comeback med sin gode ven og tidligere klubkammerat.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Messi har angiveligt svaret, at han ikke tager nogle beslutninger om sin fodboldmæssige fremtid før VM er overstået, hvilket vil sige til januar. Her kan Messi samtidig frit forhandle med hvem han vil. Men er der en reel mulghed for, at han vil tilbage? Flere ting taler imod og det gør det svært for Barca at få opfyldt sit ønske.

Økonomien:
Trods en klar forbedring af økonomien, kan Barca ikke tillade sig hvad som helst og derfor er der ikke råd til en dyr kontrakt med Messi. Han er i sin karrieres efterår og er i sin gode ret til at få det maksimale ud af de sidste år. Han kan med garanti få mere ved at forlænge med PSG eller ved at skifte til den amerikanske liga MLS.

Messi skal altså acceptere dårligere økonomiske vilkår for at vende hjem til Barcelona.

Det sportslige:
Xavi er godt i gang med et vellykket generatiosskifte, hvor de unge viser niveau og tager ansvar. Derfor må Messi indstille sig på en helt anden rolle end tidligere, hvor han indiskutabelt var holdets absolutte midtpunkt. Er Messi klar til en mere tilbagetrukket rolle, eller vil han forvente at spille en hovedrolle, som han gør i PSG i dag?

Modsat vil Messi kunne være med til at løfte de unge spillere yderligere og han vil helt sikkert kunne motiveres af igen at vinde titler med Barca. En sæson sammen med den næsten jævnaldrende Robert Lewandowski kunne også være med til at trække Messi tilbage.

Camp Nou lukkes næste sæson:
Klubbens tanke er en sidste hyldestsæson til Messi, men næste sæson spiller holdet på det Olympiske Stadion på Montjuic-bjerget midt i byen og altså ikke hjemme på det mægtige Camp Nou, der skal renoveres og udbygges. Der er kun plads til 56.000 tilskuere på den midlertidige hjemmebane og stemningen vil ikke være som den plejer.

Det ville være optimalt, hvis det var et fyldt Camp Nou der tog afsked med Messi og ikke Estadi Olímpic Lluís Companys. Muligheden for at Messi tager to sæsoner i Barca er til stede og så vil det blive Camp Nou der danner rammen om hans sidste sæson til 2024.

Familien:
Messi-familien har beholdt sit hus i Castelldefels syd for Barcelona og Leo Messi har tidligere fortalt, at planen er at blive boende i byen, når karrieren en dag slutter. Der er næppe tvivl om, at hele familien savner de hjemlige omgivelser og det kan tale for en tilbagevenden til sommer, fremfor et par år i f.eks. USA.

Der er således argumenter både for og imod et comeback for Messi i Barcelona, men samlet set bliver det ingen nem opgave af løse. Spørgsmålet er om Messi har lukket kapitlet FC Barcelona som aktiv spiller, for i stedet at vende tilbage om nogle år i en anden rolle udenfor banen.

Givet er det, at spekulationerne og rygterne vil florere livligt de kommende måneder indtil der kommer en afklaring.

.:FORSIDE:.