Marcos Alonso: 'Jeg vil fejre en scoring mod Barca'
FCBARCELONA.DK - 23.11.24
// Marcos Alonso
Efter at Marcos Alonsos kontrakt med Barca udløb i sommer, valgte han at fortsætte karrieren i Celta Vigo, som Barca møder i morgen aften. Han ser frem til kampen med glæde og er klar til fejre en scoring, hvis den kommer.
Det var ikke meget man så til Marcos Alonso i Barca-trøjen i sidste sæson, for skader holdt ham ude i lange perioder og det blev kun til otte kampe i alt. Barca ønskede ikke at forlænge med spanieren og han tog i stedet til Celta, hvor han er noteret for syv kampe indtil nu.
Artiklen fortsætter under annoncen
I et interview ser han frem til mødet med sin tidligere klub. 'Det er en speciel kamp, først og fremmest fordi vi møder topholdet. Vi har før vist, at vi kan spille lige op med alle, men vi har ikke fået gode resultater' indleder han ifølge avisen Mundo Deportivo. Celta har på hjemmebane lidt knebne nederlag til Real Madrid og Atlético Madrid.
Han forsikrer om, at han ikke bærer nag over, at Barca ikke tilbød en forlængelse i sommer. 'Overhovedet ikke. Jeg har ikke behov for hævn. Sidste sæson spillede jeg ikke meget, først og fremmest på grund af skader. Nu nyder jeg at spille fodbold igen og ser frem til kampen med glæde. Det er en mulighed for at give vores tilhængere tre point' fortsætter han.
Til sidst bliver Alonso spurgt, om han vil fejre en eventuel scoring mod Barca i morgen aften. 'Ja, for det har jeg gjort hver eneste gang jeg har scoret' svarer han.
© Imago