Almería er en kamp hvor det bare ikke må glippe
FCBARCELONA.DK - 16.05.24
Med Gironas uventede nederlag mod Villarreal i forgårs, står Barca i aften med en unik mulighed for lægge afstand på den vigtige andenplads i La Liga. På udebane møder de Almería, der forlængst er dømt til nedrykning.
Andenpladsen i ligaen er vigtig af flere årsager og derfor vil Barca kæmpe til det sidste for at slutte næstøverst i tabellen. De så ellers svært ud for blot et par runder siden, fordi Girona lå toer og selv afgøre om de skulle beholde den, men i deres to seneste kampe har de kun fået et enkelt point.
Samtidig vandt Barca i mandags over Real Sociedad. Det har fået den konsekvens, at Barca lige nu ligger på andenpladsen med ét point ned til Girona, og altså med kampen mod Almería i aften på hånden. Med en catalansk sejr vil afstanden blive på fire point og med blot to runder tilbage derefter, ligger andenpladsen lige til højrebenet. Den vil i givet fald definitivt kunne sikres på søndag, når Rayo Vallecano gæster Barcelona.
Almería ligger isoleret i bunden med blot 17 point og de rykker ned når sæsonen er slut, så selvom de har fordel af hjemmebane, bør styrkeforholdet og motivationen gøre forskellen og skaffe en sikker sejr til Barca. Derfor må det ikke glippe for Xavi og hans spillere i aftenens kamp i Andalusien.
Der kan dog nok stilles spørgsmålstegn ved Almerías hjemmebanefordel, for de har reelt ikke vundet en eneste hjemmekamp i denne sæsons La Liga, hvilket kun gør Barcas favoritværdighed endnu større.
Kampen mellem Almería og Barca spilles i aften kl. 21.30 og den vises på TV2 Sport X.

// Almeria