fbpx
Annonce

Alle Barca-spillere ved EM er klar til 1/8 finalerne

FCBARCELONA.DK - 24.06.21


I går aftes blev de sidste gruppekampe ved EM spillet og dermed kender man sammensætningen af de otte 1/8 finaler. Her er samtlige af Barcas spillere ved slutrunden kommet videre i turneringen.

Spanien:
Spanien med Busquets, Alba, Pedri og Eric García på banen havde ryggen mod muren mod Slovakiet, for kun en sejr ville med 100% sikkerhed sende dem videre i turneringen. Det endte 5-0 og dermed tager de andenpladsen i gruppe E. De møder Kroatien i 1/8 finalen, et opgør der i øvrigt spilles i Parken.

Frankrig:
Også Frankrig klarede sig videre i går, da de spillede 2-2 mod Portugal, et opgør hvor Griezmann spillede 87 minutter, mens Lenglet så til fra bænken. Dembélé er som bekendt blevet skadet og kommer ikke mere i aktion. Resultatet giver Frankring førstepladsen i gruppe F. De skal op imod Schweiz.

Holland:
Frenkie de Jong og Memphis Depay spiller hovedroller på det hollandske landshold, der med tre sejre blev en stensikker vinder af gruppe C. De møder Tjekkiet i 1/8 finalen.

Danmark:
Martin Braithwaite kan også glæde sig til en 1/8 finale. Selvom Danmark kun sluttede med tre point i gruppe B, var det nok til en andenplads. Det betyder at Danmark skal møde Wales på lørdag.

Dermed er der stadig ni Barca-spillere tilbage ved EM. Kun Ousmane Dembélé har forladt turneringen, men det skyldes altså hans skade.

Ser man på de fire 1/8 finaler som Barca er repræsenteret i, er det slet ikke usandsynligt, at de alle kommer videre til kvartfinalerne. Sker det, vil det betyde indbyrdes møder mellem klubkammerater, for så skal Danmark møde Holland, mens Spanien og Frankrig mødes.

.:FORSIDE:.