Alba og Busquets med i spansk sejr over Norge

FCBARCELONA.DK - 24.03.19

© Getty Images

Spanien havde Jordi Alba og Sergio Busquets på banen i samtlige 90 minutter, da Spanien i går aftes besejrede Norge med 2-1 efter noget besvær. Alba var med i opspillet til Spaniens 1-0 scoring.

De spanske favoritter satte sig solidt på kampen og kom planmæssigt foran allerede efter et kvarters spil. Her var det godt sammenspil mellem Alba og Asensio der gjorde, at Rodrigo kunne gøre det til 1-0.

Spaniens dominans fortsatte, men Norge stod godt imod. Alba fik dog bolden i nettet i første halvleg, men scoringen blev korrekt annulleret for offside. Trods en massiv spansk dominans, stod den kun 1-0 ved pausefløjtet.

Efter en times spil fik Norge straffe og det udnyttede de til en 1-1 udligning, der fik bekymringerne frem på Mestalla i Valencia, hvor kampen blev spillet.

Der gik dog ikke mange minutter før det var Spaniens tur til at få et straffespark, da Morata blev nedlagt. Det udnyttede Sergio Ramos til en 2-1 føring, der også blev kampens resultat.

Både Alba og Busquets spillede hele kampen, mens Sergi Roberto blev siddende på bænken gennem hele opgøret.

.:FORSIDE:.