fbpx
Annonce

Agüero: 'Messi var utroligt ked af det'

Anders Lang Jensen - 15.10.21

// Sergio Agüero

Sergio Agüero har været gennem nogle begivenhedsrige måneder som Barca-spiller, endda uden at have fået sin debut endnu. Mange ting er sket henover sommeren og argentineren kom ikke til at spille sammen med Messi.

Den tidligere Manchester City-stjerne var ikke i tvivl, da Barca gav ham muligheden for at trække Barca-trøjen over hovedet i sommer. Agüero blev Barca-spiller og købte ind på klubbens projekt, men i perioden herefter forlod Lionel Messi klubben til stort chok for alle, ikke mindst Agüero selv.

Artiklen fortsætter under annoncen


’Lad os være ærlige – hvilken spiller vil ikke spille for Barca? Uanset hvordan klubben klarer sig, vil størstedelen af alle spillere gerne hertil’, forklarer den argentinske angriber i et længere interview med avisen El Pais.

’Jeg kom med forventningen om at spille med Leo og at et godt hold ville blive sammensat, hvilket klubben forsøgte at gøre. Da Barca kontaktede mig, var jeg fuldstændig ligelad med det økonomiske. Jeg vil hjælpe holdet, hvor end jeg kan’, fortsætter Agüero, der ligesom alle andre blev chokeret over nyheden om, at Messi måtte forlade det catalanske.

’Det var et chok. Han var rigtig ked af det. Jeg kunne ikke tro det, da jeg hørte det. Den lørdag tog jeg hjem til ham i hans hus, og jeg prøvede at få ham til at glemme det, der var sket. Jeg kunne se, at han ikke havde det godt, så jeg forsøgte at få ham på andre tanker’, siger argentineren.

Sergio Agüero er tilbage i træning med resten af Barca-holdet efter sin lange skadespause. Angriberen er dog klar over, at der skal hårdt arbejde til for at spille sig på et hold som Barca.

’Du kan kun starte inde, når du gør det godt og hjælper holdet. Hvis det ikke er tilfældet, kan man ikke forvente at spille her. Det er sådan min tankegang er – at hjælpe holdet ved at score mål når jeg får spilletid’ slutter Agüero.

Sergio Agüero spillede 30 minutter i træningskampen mod Cornellà i forgårs og scorede sågar et mål. Argentineren forventes også at kunne spille nogle minutter i den kommende kamp mod Valencia søndag.

.:FORSIDE:.