fbpx

AC påstås at have nægtet at spille mod Inter

Søren Wennerwald - 20.11.25

 


I den netop udgivne biografi om Lewandowski, byder forfatteren, Sebastian Staszewski, på en opsigtsvækkende afsløring. Han skriver at Andreas Christensen ikke ville skiftes ind i Champions League semifinalen mod Inter.

Staszewskis bog forklarer, at situationen opstod i de allersidste minutter af kampen, hvor Inter pressede med alt, hvad de havde, for at jagte en udligning og fremtvinge forlænget spilletid. Hansi Flick ønskede at foretage en defensiv udskiftning for at holde stand, men planen faldt til jorden, fordi Andreas Christensen meldte ud, at han ikke kunne gå på banen på grund af rygproblemer.

'Flicks assistent gav besked videre til Christensen, som svarede, at han havde ondt i ryggen. Flick var ikke overbevist om, at danskeren reelt var skadet, men han havde ikke tid til at tænke mere over det, for Inter pressede massivt, og hvert sekund talte' skriver Staszewski ifølge avisen Sport. Det var i det 89. minut, og spændingsniveauet var på bristepunktet.

Artiklen fortsætter under annoncen


Velvidende, at holdet ville blive bombarderet med indlæg, besluttede Flick at sende Andreas Christensen på banen, men det kunne altså ikke lade sig gøre. I stedet gennemførte Flick en anden udskiftning for stadig at få mere højde på banen. Konkret satte han Robert Lewandowski ind i stedet for Ferran Torres i det 90. minut for at styrke den defensive fysik, men det gav ikke det ønskede resultat.

Inter endte med at udligne i det 93. minut efter et dramatisk og stærkt omdiskuteret mål, hvor Acerbi fik headet bolden i nettet midt i protester over en mulig forseelse mod Gerard Martín. Scoringen blev dog godkendt, og kampen gik i forlænget spilletid, hvor Inter til sidst afgjorde opgøret med et 4-3-mål af Frattesi. Dermed gik Barca glip af i Champions League-finalen.

Det er en meget kraftig beskyldning, som Andreas Christensen med stor sansynlighed bliver bedt om at kommentere, så snart de catalanske medier får mulighed for at tale med ham. Også Hansi Flick må forvente spørgsmål til episoden, der måske kostede Barca pladsen i Champions League finalen - sæsonens helt store mål.

ac18F
© Getty Images

// Andreas Christensen
.:FORSIDE:.