fbpx
Annonce

28 år siden miraklet på Tenerife

FCBARCELONA.DK - 07.06.20

© FC Barcelona

Den 7. juni 1992 har en speciel plads i Barcas historiebøger, for her vandt Barca mesterskabet for andet år i træk, men det lykkes udelukkende, fordi Tenerife skabte et mirakel i en meget omdiskuteret kamp mod Real Madrid.

To uger efter at Barca havde skrevet historie med sejren i Europacuppen på Wembley, hvor holdet for første gang kunne kalde sig Europas bedste klubhold, blev sidste runde af ligaen spillet. Situationen var, at Real Madrid førte med ét pont ned til Barcelona.

Madrid mødte Tenerife på udebane, mens Barca tog imod Bilbao på Camp Nou. Hverken Tenerife eller Bilbao havde noget at spille for. Barca oplevede ingen problemer i opgøret mod baskerne og hentede en 2-0 sejr i en ret forudsigelig kamp.

Samtidig spillede Madrid på Tenerife og det skulle hurtigt stå klart, at de hvide havde tænkt sig at afgøre tingene hurtigt. De sad totalt på Tenerife og med to scoringer i den første halve time, syntes tingene afgjort. Tenerife var dog endnu ikke besejret og de evnede at reducere inden pausen.

Det var dog stadig Real Madrid der dominerede klart og de var tæt på at øge føringen i flere tilfælde, blandt andet med et skud på stolpen og en noget tvivlsom annullering af et mål af Milla. Også Butragueño havde flere store muligheder, blandt dem en friløber der blev afværget.

En korrekt udvisning af Madrids Villarroya ændrede styrkeforholdet og Tenerife kom ovenpå. I det 77. minut blev det 2-2 på et selvmål af Rocha og bare minuttet efter blev det 3-2. Det skete i en utrolig situation, hvor Sanchis lagde en håbløs høj tilbagelægning til Buyo i Madrid-målet, hvor han med besvær forhindrede et hjørnespark, for blot at se Cherubino banke bolden i nettet på riposten.

Madrid var rystet og Tenerife havde mulighederne til at lukke kampen, men i kampens overtid fik Butragueño en helt åben chance der kunne have betydet udligning og dermed mesterskab, men han brændte.

I Barcelona var kampen mod Bilbao slut og alle på Camp Nou fulgte med i radioen de sidste minutter af kampen på Tenerife. Da der blev fløjtet af blev der festet som sjældent før på den catalanske hjemmebane og også senere på Hotel Princesa Sofia, hvor spillerne slog sig løs, blandt dem Michael Laudrup.

Senere kom der beskyldninger om, at Tenerifes spillere var blevet lovet en bonus for at vinde over Real Madrid. En anonym catalaner skulle have afleveret 21 millioner pesetas i en plasticpose, til fordeling mellem Tenerifes spillere og stab, svarende til cirka 45.000 kr. pr. mand. Hvem der var den anonyme giver, er aldrig blevet afsløret. Nogle spillere har bekræftet en bonus, andre benægter den.

Det var Johan Cruyff der var træner for Barca og hans svar på beskyldningerne om den økonomiske bonus, er gået over i historien. 'Det er umuligt at en catalaner betaler sådan en sum penge, når man ved hvor nærige de er' var hans reaktion.

Nærmest surrealistisk gentog historien sig sæsonen efter, hvor Madrid igen var ét point foran Barca inden sidste runde og igen besøgte Tenerife, mens Barca tog imod Zaragoza. Barca vandt med 1-0 og Madrid tabte med 2-0. Efter de to sæsoner fik Tenerife tilnavnet 'Amigos para siempre' - venner for altid, af de catalanske fans.

.:FORSIDE:.