Villarreal - FC Barcelona 0 - 2

FCBARCELONA.DK - 10.12.17

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto, Piqué, Vermaelen, Alba, Busquets (Gomes 86’), Rakitic, Paulinho (Vidal 69’), Denis Suárez (Alcácer 58’) , Messi, Luis Suárez

Bænk: Cillessen, Semedo, Vidal, David Costas, Digne, Gomes og Alcácer

Mål: 0-1 Luis Suárez (72’), 0-2 Messi (82’)

Barca havde ryggen mod muren, da inden opgøret ude mod Villarreal blev fløjtet i gang, for de nærmeste forfølgere i ligaen havde alle vundet deres kampe denne weekend. Derfor skulle der tre point på kontoen, hvis forspringet skulle holdes. Træner Valverde indledte kampen med en 4-4-2 formation, hvor der ikke blev sparet nøglespillere.

Barca var tæt på at få en drømmestart på kampen, da Piqué efter blot fire minutter headede bolden på overliggeren efter et hjørnespark. Det var Barca der dominerede i indledningen, hvor de spillede med tålmodighed, men også uden fart i bolden. Hjemmeholdet kom langsomt bedre med og efter kvarter var de tæt på at bringe sig foran, men en pragtredning af Ter Stegen forhindrede en scoring. Tyskeren er virkelig i form denne sæson.

Barca havde bolden klart mest, men Villarreal virkede farlige hver gang de satte en omstilling i gang. Det var dog gæsterne der kom til kampens næste afslutning, da Messi midt i halvlegen tog sig af et direkte frispark lidt udenfor feltet. Her fik Asenjo i Villarreal-målet dog pillet bolden ned uden de store problemer. Kort efter var det hjemmeholdet der forsøgte sig, men også her var Ter Stegen på plads i målet. Barca fortsatte med at være mest i boldbesiddelse, men uden at der kom det store ud af det.

Man skulle hen til det 38. minut, før der igen skete noget foran mål. Det var Messi der forsøgte sig fra kanten af feltet, men han måtte se bolden stryge tæt forbi mål. Argentineren gik ofte med tilbage på banen for at bygge spillet op, men hjemmeholdets defensiv virkede solid og fik stoppet det meste der. Der skete således ikke mere i en halvtrist første halvleg, hvor de to hold havde haft en kæmpe chance hver.

Det var Villarreal der lagde bedst ud efter pausen med målsøgende spil, mens Barca fortsat havde svært ved at få fart i spillet. Det var dog begrænset hvad hjemmeholdet fik skabt og langsomt fik Barca bedre styr det. Efter en lille time blev Alcácer sendt på banen i stedet for Denis Suárez i en klar offensiv satsning fra Valverde. Det var tæt på at give resultat blot et minut efter, da Alba spillede ind til netop Alcácer tæt foran mål, men Asenjo kom ned og fik pareret. Bare et minut senere var Barca tæt på igen, da Messi sendte et skud tæt forbi.

Lige da uret rundede en time, blev Villarreal reduceret til 10 mand, da Raba fik rødt for en ren svinestreg mod Busquets. Barca satte totalt på spillet og hjemmeholdet blev presset tilbage for eget felt, hvor de forsvarede sig med alle mand. Det varede ikke længe før at Barca nærmere sig målet og midt i halvlegen var det tæt på en catalansk føring, da Luis Suárez drejede et indlæg fra Alba på stolpen. Her manglede heldet virkelig for Barca. Lige efter kom Aleix Vidal ind i stedet for Paulinho.

Kort efter kom så endelig den scoring der havde ligget i luften siden udvisningen. Godt sammenspil mellem Messi og Busquets bragte Luis Suárez fri i feltet. Han driblede køligt forbi Asenjo i målet og trillede bolden i nettet til en vigtig 0-1 føring. Scoringen bragte Villarreal længere frem på banen og et kvarter før tid afsluttede de i to omgange, men her stod Ter Stegen igen klar. Hjemmeholdets satsning gav mere plads til Barca og 10 minutter før tid burde Luis Suárez have lukket kampen da han kom fri, men han afsluttede svagt forbi mål.

Barca-spillerne fik dog hurtigt noget at glæde sig over, for tre minutter senere kom målet til 0-2. Busquets opsnappede en skidt pasning fra Villarreals forsvar, hvorefter han spillede Messi komplet fri foran mål. Her svigtede argentineren ikke og så var den kamp reelt lukket. Et par minutter senere blev Busquets erstattet af André Gomes. Barca dominerede til slut uden problemer, men der kom ikke flere mål i opgøret. Barca hentede derved tre vigtige point, men det var først da de kom i overtal, at sejren blev hevet hjem.

 

.:FORSIDE:.