Valencia - FC Barcelona 1 - 1

FCBARCELONA.DK - 26.11.17

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo (Vidal 80’), Umtiti, Vermaelen, Alba, Busquets, Paulinho, Iniesta (Denis Suárez 73’), Rakitic (Deulofeu 68’), Messi, Luis Suárez

Bænk: Cillessen, Vidal, David Costas, Digne, Denis Suárez, Deulofeu og Alcácer

Mål: 1-0 Rodrigo (60’), 1-1 Alba (82’)

Det var en ren topkamp da ligaens nr. 2 fra Valencia tog imod Barca på Mestalla. Valverde valgte at indlede kampen med en 4-4-2 formation, hvor Vermaelen tog pladsen i forsvaret ved siden af Umtiti, i fraværet af Mascherano og Piqué. På midten trådte Paulinho ind på holdet, mens Messi og Luis Suárez lå alene i front.

Barca satte sig totalt på spillet i indledningen, hvor det blev til en afslutning tæt over mål af Paulinho og et par hjørnespark. Efter syv minutter var det så Valencia der var tæt på, da Rakitic havde et skidt boldtab foran eget felt, men Umtiti kom ned med en frelsende blokering. Der stod dog Barca på det meste og Valencia havde svært ved at få spillet til at hænge sammen. Gæsternes hurtige genpres gav dem tydeligt problemer og det betød, at det meste foregik på Barcas præmisser. Meget af Barcas spil gik igennem Messi, der ofte gik langt tilbage på banen, for at bygge op. Den klare catalanske dominans udmøntede sig dog ikke i oplagte muligheder, så det var mere intenst end underholdende at se på.

Valencia forsøgte sig med nogle få omstillinger, men Barcas uprøvede forsvar med Umtiti og Vermaelen spillede solidt. Efter en halv times spil kom halvlegens mest dramatiske situation. Messi sendte et hårdt skud af sted som Valencias målmand fumlede med, så bolden røg ind over stregen, inden han fik skubbet den ud igen. Helt uforståeligt vinkede dommeren afværgende, selvom bolden tydeligt var inde. Rent tyveri og Barca-spillerne var rasende. De brokkede sig til dommeren og mistede fokus på en hurtig omstilling fra Valencia, hvor Zaza sendte bolden tæt forbi mål.

Den store dommerfejl påvirkede dog ikke Barcas spillere og de fortsatte med at dominere. Messi forsøgte sig med et skud og det samme gjorde Iniesta lidt senere, men begge gange var keeperen på plads. Få minutter før pausefløjtet var det Luis Suárez der blev spillet fri til en god mulighed, men vinklen blev spids og målmanden fik afværget. Det blev sidste aktion i en intens første halvleg, hvor det kun var en kæmpe dommerfejl der forhindrede Barca i at have en ellers fortjent føring.

Det var Valencia der kom bedst ud til anden halvleg. De fik sat Barca under pres og efter 51 minutter var det tæt på, da Zaza sendte et skud tæt forbi. Barca havde pludselig svært ved at holde på bolden og det udnyttede Valencia til at fastholde overtaget. Det var ved at give udbytte efter en lille time, da Guedes forsøgte sig, men her kom Ter Stegen godt ned og fik afværget. Valencia fastholdt presset på et febrilsk Barca-mandskab, der ikke kunne få det til at fungere og efter en times spil holdt det ikke længere. Her blev Semedo overspillet af Gaya, der sendte bolden ind foran mål til Rodrigo, der skubbede den over stregen. 1-0 til hjemmeholdet.

Scoringen gav tydeligt Valencia nye kræfter og de spillede med stor selvtillid. Barca kunne fortsat ikke få det til køre, med et spil der var præget af fejl og forkerte beslutninger. Midt i halvlegen satsede Valverde så offensivt, da Deulofeu blev sendt på banen i stedet for Rakitic. Barca gik over til 4-3-3, men uden at det ændrede det store. Et kvarter før tid var det så Denis Suárez der blev sendt i aktion i stedet for Iniesta, der blev klappet af banen af tilskuerne på Mestalla. Flot gestus af hjemmeholdets fans.

Kort efter lykkedes det så endelig for Barca at komme til en afslutning. Det var Luis Suárez der sendte et godt skud af sted, men Neto i målet stod klar. Barcas spillere arbejdede hårdt for at komme ind i kampen igen og 10 minutter før tid foretog Valverde sin sidste udskiftning, da Aleix Vidal afløste Semedo. To minutter senere kom så den udligning som Barca havde fortjent og arbejdet hårdt for. Messi lagde en præcis høj pasning ind i feltet til den fremstormende Alba, der flot helflugtede bolden i nettet til 1-1. Flot scoring af Alba og i øvrigt hans første denne sæson i ligaen.

Det var Barca der satte sig på spillet i kampens sidste minutter og det var tydeligt, at de gik efter at hente alle tre point. Paulinho havde et hovedstød over mål, men tættere kom Barca ikke på sejren. Det sluttede derved med 1-1 i en intens kamp, hvor Barca godt kunne havde fortjent alle tre point.

.:FORSIDE:.