Tottenham - FC Barcelona 2 - 4

FCBARCELONA.DK - 03.10.18

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets (Vermaelen 90’), Rakitic, Athur (Vidal 87’) , Coutinho (Rafinha 83’), Messi, Suárez

Bænk: Cillessen, Vermaelen, Vidal, Rafinha, Denis Suárez, Dembélé og Munir

Mål: 0-1 Coutinho (3’), 0-2 Rakitic (28’), 1-2 Kane (52’), 1-3 Messi (55’), 2-3 Lemala (65’), 2-4 Messi (90’)

Ernesto Valverde bød på en stor overraskelse i startopstillingen, da han satte holdet til den svære udekamp mod Tottenham i Champions League gruppespillet. Helt uventet fik Arthur plads på midtbanen på bekostning af Dembélé. I opgøret måtte Barca undvære såvel Umtiti som Sergi Roberto.

Tottenham gik højt på banen fra start og det gav Barca plads til omstillinger. Det udnyttede de allerede i kampens 3. minut, da Messi sendte Alba af sted i dybden. Her kom Lloris hovedløst ud af målet, så Alba kunne spille ind til Continho i feltet, der sikkert og flot gjorde det til 0-1. Perfekt start for Barca. Englænderne fortsatte med det høje pres og der blev spillet i et højt tempo fra begge sider. Barca havde dog tingene under fin kontrol og kom ikke i alvorlige problemer.

Modsat havde de svært ved at komme fremover banen. De blev markeret tæt og Tottenham-spillerne løb utroligt meget. Et hovedstød af Lenglet over mål efter et kvarter, var den eneste afslutning i lang tid i opgøret. Man skulle hen til det 24. minut før at Tottenham havde sin første afslutning i kampen. Det var Harry Kane der skød fra distancen, men her greb Ter Stegen sikkert ind. Få minutter efter viste Barca igen stor effektivitet på en kontra, hvor først Coutinho forsøgte sig, hvorefter han i anden omgang fik spillet tilbage til Rakitic, der med et drøn af skud gjorde det til 0-2 via indersiden af stolpen. Fantastisk scoring af kroaten.

Målet rystede tydeligt Tottenham og efter en halv time var Suárez tæt på at øge føringen, men bolden gik tæt forbi mål. Kort efter var det tæt på en reducering, da et indlæg ramte Semedo og var tæt på at snyde Ter Stegen, men på mirakuløs vis fik han en hånd op og afværgede situationen. Vigtig aktion af Barca-keeperen. Barca fortsatte de gode takter mod et Tottenham-mandskab, der havde mistet intensiteten. En veloplagt Messi var en konstant trussel og han afsluttede to gange mere inden pausefløjtet, men uden at det for alvor var tæt på. Det blev dermed ved 0-2 ved pausen efter 45 flotte minutter af Barca.

Barca var tæt på at få en drømmestart på 2. halvleg, da Messi tog på et raid forbi tre mand og afsluttede, men bolden prellede af på stolpen. Tottenham lagde også stærkt ud med et højt og massivt pres, men det udnyttede Messi til en ny flot aktion med et skud fra distancen i det 51. minut, men igen stod stolpen i vejen. Her manglede argentineren heldet i to omgange. Minuttet efter var det så Tottenhams tur, hvor Kane totalt tørrede Semedo og sikkert sendte bolden i nettet til en 1-2 reducering.

Håbet var tilbage hos englænderne, men de kom ned på jorden igen blot fire minutter senere. Alba modtog bolden i venstre side, hvor han sendte den ind i feltet. Her lod såvel Coutinho og Suarez bolden gå til Messi, der takkede med en scoring til 1-3. Målet tog ikke modet fra Tottenham, der fortsatte med deres massive pres. Barca havde svært ved at holde på bolden og efter 65 minutter scorede hjemmeholdet igen. Det var Lamela der skød fra distancen og her strejfede bolden Lenglet på vejen, så Ter Stegen blev snydt. 2-3 og så var kampen igen helt åben.

Tottenham lugtede blod og de fortsatte med deres høje pres. Det gav Barca problemer og catalanerne evnede ikke at holde på bolden særlig længe af gangen. De var under pres og hjemmeholdets tilskuere øjnede muligheden for en udligning. Der blev spillet med høj intensitet fra begge sider, med hårde nærkampe om hver eneste bold. Først i det 83. minut fortog Valverde sin første udskiftning, da en dødtræt Coutinho blev afløst af Rafinha.

Trods hjemmeholdets klare dominans, skulle man hen til kampens slutfase, før der igen blev afsluttet. Det var først Tottenham fem minutter før tid, da Moura kom til en helt åben chance, men her kom Lenglet imellem med en meget vigtig blokering. Lige efter kom Vidal på banen i stedet for Arthur, der havde gjort det rigtig godt. I kampens sidste ordinære minut blev opgøret definitivt lukket. Alba opsnappede en bold og spillede videre til Suárez, der smart lod den gå videre til Messi, der var komplet fri foran mål. Den mulighed kunne han ikke misse og så stod det 2-4.

Det blev afslutningen på en brag af en kamp, som begge mandskaber havde stor ære af, men hvor Barca fortjente sejren efter en flot indsats – og hvor Messi viste sig fra den side der gør ham til verdens bedste spiller nogensinde, med to mål og to assists.

.:FORSIDE:.