Sundowns - FC Barcelona 1 - 3

FCBARCELONA.DK - 16.05.18

FC Barcelona:

Første halvleg: Ter Stegen, Semedo, Mina, Digne, Busquets, Rakitic, Denis Suárez, Iniesta, Aleñá, Dembélé, Luis Suárez

Anden halvleg: Cillessen, Sergi Roberto, Vidal, Piqué, Alba, Paulinho, Coutinho, Gomes, Alcácer, De Galarreta (Messi 74’) og Cuenca

Mål: 0-1 Dembélé (3’), 0-2 Luis Suárez (19’), 0-3 Gomes (66’), 1-3 Vilakazi (76’)

Barca var inviteret til Johannesburg for at spille venskabskamp mod Mamelodi Sundowns i anledning af 100 året for Nelson Mandelas fødsel. Træner Ernesto Valverde indledte kampen med en blanding af stamspillere og reserver, hvor Busquets fik en uvant plads i det centrale forsvar ved siden af Yerry Mina.

Hjemmeholdet tog rollen som gavmilde værter, da en forsvarsspiller i det 2. minut spillede bolden lige i fødderne på Dembélé. Han tog et enkelt og takkede for gaven ved at sende et godt skud i nettet til 0-1. Det var tydeligt at der var tale om venskabskamp, for Barca-spillerne tog lidt let på markeringerne. Det gav Sundowns en god mulighed efter 12 minutter, men her viste Ter Stegen stor klasse med en flot redning.

Det var dog Barca der sad på det meste og efter 19 minutters spil måtte hjemmeholdet kapitulere igen. Denis Suárez spillede Luis Suárez i dybden og så stod det 0-2. Kampen fortsatte i et noget adstadigt tempo trods en kølig aften i Johannesburg, med Barca i en dominerende rolle, men hvor hjemmeholdet også fik lov til at være med. Det så man efter en lille halv time, da Sundowns havde et godt forsøg fra distancen. Her kom Ter Stegen ud i fuld længde og fik fingerspidserne på, så bolden tog overliggeren.

Barca-keeperen måtte på arbejde igen i det 34. minut, da han i flyvende stil fik afværget til hjørne. Også i den anden ende blev der taget lidt for let på de defensive pligter og det var Barca tæt på at udnytte efter 39 minutter, men Denis Suárez måtte se sin afslutning tage den ene stolpe. Det blev sidste farlige situation i en første halvleg der havde budt på to mål og chancer til begge mandskaber.

Valverde skiftede hele sit hold ud i pausen, så det var 11 nye spillere der tog hul på anden halvleg. Dog ikke Messi, der blev siddende på bænken som den eneste af de 23 spillere i truppen, der ikke var med fra start i en af de to halvlege.

Barca satte sig tungt på spillet og efter få minutter sendte Galarreta et skud tæt forbi mål. Kort efter havde hjemmeholdet sit første forsøg efter pausen, men her var Cillessen på sin plads i målet. Tilskuerne i Johannesburg ville tydeligvis gerne have Messi i aktion, for man kunne flere gange høre hans navn runge fra lægterne. Kampen fortsatte i et noget adstadigt tempo, specielt fra Barcas side, men det forhindrede ikke catalanerne i at være i kontrol.

Efter lidt mere end en times spil blev der jublet på tilskuerpladserne, men det skyldtes ikke en scoring til Sundowns, men derimod at Messi begyndte at varme op. Lige efter var der nye gaver fra hjemmeholdet, hvor Alcácer opsnappede en tilbagelægning og spillede videre til Gomes, der let kunne gøre det til 0-3. Barca fortsatte i kontrol, men uden at skabe det store i en længere periode. Med et kvarter tilbage fik tilskuerne så endeligt deres ønske opfyldt, da Messi kom på banen i stedet for Galaretta.

Et par minutter efter fik hjemmeholdets fans endnu mere at juble over, for her fik Vilakazi lov til at stå udækket i feltet, så han kunne reducere til 1-3. Lige efter brændte det på igen foran det catalanske mål, men her kom Cuenca med en frelsende fod og afværgede endnu en scoring. Den gode stemning på tilskuerpladserne fortsatte og der blev jublet, hver gang Messi fik bolden. Han forsøgte at sætte lidt mere gang i offensiven, men selvom der flere gange var optræk til noget farligt, blev det ikke til oplagte muligheder.

Det kom der dog fem minutter før tid, på endnu en grum fejl af Sundowns forsvar, der bragte Alcácer helt fri. Han måtte dog se keeperen afværge. Stor afbrænder af Barca-angriberen. Lige efter havde Messi sit første forsøg i opgøret, men uden at det rigtig var farligt. Mere skete der ikke i kampen i Johannesburg, hvor Barca-spillerne mest af alt fik sig en god gang kamptræning, inden at de slutter sæsonen af på søndag med hjemmekampen mod Real Sociedad.

.:FORSIDE:.