fbpx
Annonce

Referat: Valencia – FC Barcelona 0 - 1

FCBARCELONA.DK - 29.10.22

© Getty Images
// Valencia

FC Barcelona: Ter Stegen, Alba, Koundé (Piqué 72’), García (Alonso 42’), Balde, Busquets (Gavi 55’), De Jong, Pedri, Dembélé (Torres 55’), Fati (Raphinha 55’), Lewandowski

Bænk: Iñaki Peña, Arnau Tenas, Bellerín, Piqué, Alonso, Kessie, Pablo Torre, Gavi, Raphinha og Ferran Torres

Mål: 0-1 Lewandowski (90’)

Barca skulle bruge en sejr i Valencia, hvis de ikke ville give Real Madrid muligheden for at øge forspringet i ligaen. Xavi ændrede lidt på holdet i forhold seneste kamp og det betød startpladser til Jordi Alba, Eric García og Ansu Fati.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Der var kun spillet et halvt minut, da Koundé hovedløst forærede bolden til Lino i eget felt, men Ter Stegen kom ned og afværgede. Tre minutter senere var det Valencias keeper der var i gavehumør, men hverken De Jong eller Fati fik afsluttet. Barca lagde et højt pres på Valencia, der tydeligt havde problemer med at få spillet til at hænge sammen, men det samme havde Barca. Det lykkedes dog at skabe en åben mulighed i det 12. minut, da Pedri spillede Fati fri i dybden, men målmanden kom ud af sit mål og afværgede.

Valencia virkede virkelig til at tale med, for Barca havde bolden klart mest og fandt god plads på midtbanen. Alligevel lykkedes det ikke for alvor at presse hjemmeholdet og det kunne Barca kun takke sig selv for. Spillet virkede ukoncentreret og der blev smidt rigtig mange bolde væk. Der var flere gange optræk til noget farligt, men hverken indlæg eller afgørende pasninger havde den nødvendige kvalitet. Midt i halvlegen lykkedes det så endelig for Barca at få bolden sendt i nettet, men Fatis mål blev korrekt annulleret for offside. Kort efter forsøgte De Jong sig fra distancen, men bolden gik et godt stykke forbi mål.

Barca fortsatte med at lave mange fejl og de kunne være glade for, at det var et ret tandløst Valencia-mandskab de mødte. Hjemmeholdet virkede ikke som den store trussel, men heller ikke Barca leverede en overbevisende præstation. De forsøgte at komme frem til noget og i det 37. minut var det Koundé der headede over mål efter et hjørnespark. I det 42. minut var der skidt nyt, da Eric García måtte udgå med hvad der lignede en lyskeskade og i stedet kom Marcos Alonso på banen. Få minutter efter var det uhyre tæt på en catalansk føring, da Lewandowski satte hovedet på et indlæg fra Alba, men bolden tog foden af stolpen. Halvlegen blev sluttet af med en sjælden afslutning af Valencia, da Pauliste headede bolden tæt forbi mål efter et hjørnespark. Det blev slutningen på en skuffende første halvleg af Barca.

Anden halvleg fik en dramatisk start, da Barcas forsvar i det 49. minut blev overspillet, så Lino kom fri og sendte bolden i nettet. Mestalla jublede, men VAR trådte ind og annullerede scoringen, fordi hjemmeholdets André havde haft hånden på bolden i feltet. Kort efter skiftede Xavi hele tre mand ud, da Gavi, Torres og Raphinha afløste Dembélé, Fati og Busquets. Valencia fik klart mere styr på sit spil og de nærmede sig oftere Barca felt, mens catalanerne havde svært ved at få fart i bolden og skabe noget konstruktivt fremad banen.

Barca begyndte dog igen at sidde på kampen og Valencia benyttede de pauser der var, til at trække tempoet ud af opgøret. Det kneb fortsat gevaldigt med at skabe noget og i det 72. minut var der flere dårlige nyheder for catalanerne, da Koundé satte sig ned på banen og tog sig til det ene inderlår. Endnu en skade til Barcas forsvar og i stedet kom Gerard Piqué på banen. Barca kæmpede med at få styr på offensiven, men det var hele tiden som om at de sidste kræfter eller idéer manglede.

Tiden gik og Barcas spillere virkede synligt frustrerede over, at tingene ikke fungerede for dem, men de fortsatte bestræbelserne på at få skabt noget. Det lykkedes i det 82. minut, da Lewandowski modtog bolden i en god position i feltet, men polakken var uskarp og fik ikke afsluttet. To minutter senere burde Barca være kommet foran, da Pedri kom fri i feltet og serverede bolden til Torres foran et tomt mål, men spanierne missede fuldstændig sin afslutning. Riposten røg ud til Raphinha, der bankede bolden langt over mål. Her burde Torres have bragt sit hold foran.

Det lignede et skuffende pointtab for Barca, men det blev der lavet om på tre minutter inde i dommerens tillægstid. Her sendte Raphinha bolden ind i feltet, hvor Lewandowski kom løbende og strakte sig alt hvad han kunne, for derefter at vinkle bolden i nettet til 0-1. Uhyre vigtig scoring af Barcas topscorer. Valencias spillere var frustrerede og det blev til lidt håndgemæng i kampens sidste minutter, men Barca fik de tre vigtige point på en aften hvor intet havde fungeret for dem. 

.:FORSIDE:.