fbpx

Referat: Real Sociedad – FC Barcelona 2 - 1

FCBARCELONA.DK - 18.01.26

© Getty Images
// Real Sociedad

FC Barcelona: Joan García, Koundé (Roony 86’), Cubarsí (Gerard Martín 86’), Eric García, Balde (Cancelo 63’), De Jong, Pedri, Fermín, Olmo (Rashford 63’), Yamal, Torres (Lewandowski 63’)

Bænk: Ter Stegen, Szczesny, Cancelo, Araujo, Gerard Martín, Casadó, Bernal, Roony, Lewandowski og Rashford

Mål: 1-0 Oyarzabal (32’), 1-1 Rashford (70’), 2-1 Guedes (71’)

Barca stod foran en svær opgave på udebane mod Real Sociedad i ligaens 20. spillerunde. En sejr var nødvendig, hvis catalanerne fortsat skulle holde et forspring på fire point ned til Real Madrid. Opgøret blev indledt under vanskelige forhold i et øsende regnvejr i San Sebastián.

Artiklen fortsætter under annoncen


Hjemmeholdet troede allerede efter et halvt minut, at de havde bragt sig foran, da bolden blev headet i nettet, men scoringen blev korrekt annulleret for klar offside. Kort efter var det Barca, der meldte sig ind i kampen. Yamal fandt Pedri i feltet, men afslutningen blev reddet af Remiro i målet. I det 7. minut viste Barca styrke i genpresset, da Olmo vandt bolden højt, og Fermín sendte den fladt i nettet. VAR greb dog ind, og i stedet blev der dømt frispark til Real Sociedad. Trods den annullerede scoring satte Barca sig tungt på spillet i indledningen, hvor baskerne havde svært ved at holde fast i bolden.

Real Sociedad forsøgte sig periodevis med et højt pres, men det efterlod også plads til Barca. Den udnyttede Torres i det 21. minut, da han sendte bolden i nettet efter et indlæg fra Pedri, men scoringen blev annulleret for offside. Kort efter skabte Yamal en stor chance til Olmo, som afsluttede forbi fra kanten af feltet. I det 25. minut fik hjemmeholdet sin første omstilling, men Guedes’ afslutning voldte ingen problemer for Joan García. To minutter senere fik Barca endnu en scoring annulleret, da Yamal stod offside med hælen, da han sendte bolden i nettet tæt under mål.

Midt i Barcas dominans slog Real Sociedad til. I det 32. minut afsluttede Oyarzabal med en helflugter på et indlæg og bragte baskerne foran uden chance for Joan García. En ufortjent føring set i forhold til spillet. Barca forsøgte at svare igen, og Olmo tvang i det 37. minut Remiro ud i en vanskelig redning, der gav hjørnespark. I tillægstiden var Yamal tæt på udligning, men igen stod Remiro i vejen med en flot redning. Kort efter pegede dommeren på straffesparkspletten efter en situation mod Yamal, men VAR annullerede kendelsen på grund af offside. Dermed gik Barca til pause bagud efter en frustrerende første halvleg, hvor intet ville lykkes.

Efter pausen fortsatte modgangen. Allerede i det 47. minut fandt Fermín Olmo i feltet, men afslutningen ramte stolpen. Minuttet senere fik Olmo endnu en chance, men Remiro fik hånden på til hjørne. Barca lagde et massivt pres på hjemmeholdet, og i det 52. minut sendte Torres et godt skud af sted, men igen var Remiro på plads. Efter en time reagerede Flick med tre udskiftninger, da Cancelo, Lewandowski og Rashford kom ind i stedet for Balde, Torres og Olmo. Kort efter manglede Barca igen de sidste marginaler, da Lewandowski headede et indlæg fra Yamal på overliggeren efter endnu en klasseredning fra Remiro.

Tyve minutter før tid lykkedes det endelig for Barca. Yamal sendte et præcist indlæg på tværs, og Rashford headede bolden i nettet til 1 1. Glæden blev dog kortvarig. Blot et minut senere svarede Real Sociedad igen, da Joan García først reddede Solers afslutning, men returen endte for fødderne af Guedes, som scorede til 2 1. Kort efter var hjemmeholdet tæt på endnu en scoring, da Oyarzabal sendte bolden snævert forbi mål. Et kvarter før tid sejlede Barcas forsvar, og Joan García kom for langt ud, men Cubarsí reddede situationen på selve målstregen.

Barcas spillere virkede rystede, og Real Sociedad lugtede blod. Barca havde svært ved at finde rytme og ro i opspillet og blev konstant presset. I det 84. minut var uheldet igen ude, da Koundé headede bolden på overliggeren. Kort efter blev Roony og Gerard Martín sendt på banen i stedet for Koundé og Cubarsí. Samme minut blev Real Sociedads Solor udvist for et groft frispark mod Pedri, som heldigvis kunne fortsætte.

Dommeren lagde ni minutter til, og Barca jagtede desperat udligningen. I det 92. minut afsluttede Fermín, men måtte nøjes med et hjørnespark, som Rashford sendte direkte på nærmeste stolpe. Hjemmeholdet trak tiden og gik hårdt til i nærkampene, og selv i overtal fandt Barca ikke ro. Først i det 97. minut kom en afslutning, da Roony forsøgte sig fra distancen, men Remiro reddede endnu en gang. Barca pressede på til det sidste, men uden held og måtte se sig besejret i et opgør, hvor marginalerne konsekvent gik imod dem, og hvor de samlet set havde fortjent mere.

.:FORSIDE:.