© Imago
// El Clásico // Supercup
FC Barcelona: Szczesny (udvist 58’), Koundé, Cubarsí, Martínez (Araujo 29’), Balde, Casadó, Pedri, Gavi (Peña 58’), Raphinha (Torres 79’), Yamal (Olmo 58’), Lewandowski
Bænk: Peña, Astralaga, García, Fort, Gerard Martín, Araujo, Fermín, De Jong, Olmo, Torres og Pau Victor.
Mål: 1-0 Mbappé (5’), 1-1 Yamal (22’), 1-2 Lewandowski, straffe (32'), 1-3 Raphinha (39’), 1-4 Balde (45’), 1-5 Raphinha (49’), 2-5 Rodrygo (60’)
Barca og Real Madrid mødtes i finalen i Supercopa de España, hvor sæsonens første trofæ skulle finde sin ejermand. Hos Barca valgte træner Hansi Flick at indlede kampen med Szczesny på mål, mens den nu indskrevne Dani Olmo tog plads på bænken.

Der var kun spillet to minutter inden kampens første afslutning kom og den stod Yamal for, men Madrid-keeper Courtois kom ud i fuld længde og afværgede til hjørne. Et par minutter efter var Barca tæt på igen, da Gavi satte Raphinha op til en kæmpe mulighed foran mål, men brasilianerens hovedstød blev reddet af Courtois til hjørne. Den chance burde brasilianeren have fået mere ud af. På hjørnesparket slog Madrid en hurtig omstilling, hvor Mbappé løb alene igennem og scorede til 1-0. En kold spand vand for Barca efter den ellers gode start. Barca kom sig dog hurtigt over chokket, for i det 9. minut sendte Raphinha et skud meget tæt forbi mål.
Barca var klart mest på bolden og var målsøgende i sit spil, mens Madrid stod på egen banehalvdel det meste af tiden. Midt i halvlegen havde de hvide dog vovet sig frem og det straffede Barca med en effektiv omstilling. Her blev Yamal sat op af Lewandowski og teenageren tog et par træk ind i banen, hvorefter han sendte bolden i nettet til en 1-1 udligning. Flot aktion af Yamal. Kort efter var Madrid tæt på efter et hjørnespark, hvor Szczesny leverede en redning, hvor bolden trillede tæt forbi mål. I det 28. minut var der skidt nyt til Barca, da Martínez måtte udgå med en lårskade. Araujo kom på banen i stedet.
Lige da uret havde rundet den halve time, blev Gavi stemplet på låret i feltet og ville have straffe, men dommeren lod spillet fortsætte. VAR greb dog ind og så fik Barca straffe, som Lewandowski stensikkert satte ind til 1-2. Bare tre minutter senere lå bolden igen bag Courtois i Madrid-målet. Koundé lagde en fantastisk lang og høj pasning ind til Raphinha, der energisk headede bolden i nettet tæt op af stolpen. 1-3 og fantastisk comeback af catalanerne. Dommeren lagde hele ni minutter til og Barca begyndte at tage tempoet ud af kampen. Det fraholdt dem dog ikke fra at skabe en god mulighed til Balde, hvor Courtois afværgede til hjørne.
I det 9. overtidminut fik Madrid et hjørnespark, hvor Yamal stjal bolden og fik sat en omstilling i gang. Balde løb med frem og fik bolden fra Raphinha, hvorefter han placerede den tæt op af stolpen til 1-4. Fantastisk afslutning på en vild første halvleg af Barca.
Madrid lagde energisk ud efter pausen og i det 49. minut sendte Rodrygo et godt skud afsted der tog ydersiden af stolpen. Minuttet efter slog Barca kontra, hvor Pedri sendte Raphinha mod mål. Han tog et par gode træk og sendte bolden i nettet til 1-5. Perfekt start på anden halvleg for Barca og frustrationerne lyste ud af Madrid-spillerne. I det 55. minut var der dramatik, da Szczezny kom skidt ud af feltet og fældede Mbappé lige udenfor feltet, hvilket gav rødt kort til polakken. Flick valgte at tage Gavi ud og sende Iñaki Peña ind i målet. Samtidig blev Yamal afløst af Olmo.
Rodrygo tog sig af frisparket og selvom Peña havde fingerspidserne på bolden, gik den i nettet til en 2-5 reducering. Madrid øjnene muligheden for et comeback og de pressede Barca tilbage foran eget felt. De hvide tog kontrollen med opgøret og Barca havde svært ved at holde på bolden, når de havde fået fat på den. Til gengæld fungerede den catalanske defensiv udmærket og det gjorde det svært for Madrid at skabe noget foran mål. Kampen blev præget af en del spilstop og minutterne tikkede afsted. I det 79. minut måtte Raphinha forlade banen med krampe og Torres kom ind i stedet.
Madrids spillere begyndte at virke modløse i troen på at komme tilbage i opgøret samtidig med, at Barca blev bedre til at holde på bolden. Først i det 88. minut lykkedes det for Madrid at afslutte igen med et frispark forbi mål. Dommeren lagde otte minutter til og Madrid satte de sidste kræfter ind og fik skabt et par farlige situationer. I det 96. minut var det tæt på en reducering af Mbappé, men Peña leverede en klasseredning. Mere skete der ikke og Barca-spillerne jublede da slutfløjtet lød efter en fantastisk indsats. Sæsonens første trofæ kom i hus.