fbpx
Annonce

Referat: Real Madrid – FC Barcelona 2 - 1

FCBARCELONA.DK - 10.04.21

© Getty Images
// El Clásico // Real Madrid

FC Barcelona: Ter Stegen, Dest (Griezmann 46’), Mingueza, Lenglet, Araujo (Ilaix 72’), Alba, Busquets (Sergi Roberto 65’), De Jong, Pedri (Braithwaite 81’), Messi, Dembélé (Trincao 81’)

Bænk: Iñaki Peña, Arnau Tenas, Piqué, Griezmann, Pjanic, Braithwaite, Riqui Puig, Trincão, Sergi Roberto, Umtiti, Junior og Ilaix

Mål: 1-0 Benzema (14’), 2-0 Kroos (28’), 2-1 Mingueza (60’)

Det handlede om El Clásico da Real Madrid og Barca tørnede sammen i ligaens 30. spillerunde, et opgør hvor der altid står meget på spil, ikke mindst i denne sæson, hvor kampen i toppen af tabellen er meget tæt.

Barca lagde sig ud med at sætte sig massivt på spillet, mens Madrid koncentrerede sig om defensiven og muligheden for omstillinger. Det var svært at finde plads for Barca, men i det 9. minut skabte de noget farligt for første gang, hvor Alba blev sendt i dybden. Han spillede ind mod en fri Dembélé, men Courtois mål fik hånden på bolden for næsen af Barca-angriberen. Madrid fik sat sin første omstilling ind i det 14. minut og den var effektiv. Vazquez kom fri i højre side og spillede ind til Benzema, der smart med hælen drejede bolden i nettet. 1-0 til Madrid.

Barca fortsatte med havde bolden klart mest, men uden at få noget ud af det. Madrids defensiv var solid og de stoppede alt hvad der kom, også når Messi eller Dembélé forsøgte at skabe noget på egen hånd. Samtidig begyndte Barca at smide en del bolde væk, så det var en rodet omgang man så fra gæsternes side. Efter en lille halv time slog Madrid en ny kontra, hvor Vinicius tørrede både Mingueza og Araujo og fik frispark på kanten af feltet. Det tog Kroos sig af og her ramte bolden Dest i ryggen og gik i nettet bag en sagesløs Ter Stegen. 2-0 til et meget effektivt hjemmehold.

Barcas spillere var rystet og i det 35. minut var det tæt på at gå galt igen på en omstilling af Madrid. Valverde afsluttede, men han måtte se bolden tage stolpen, hvorefter den røg ud til Vazquez der afsluttede, men Ter Stegen hev en flot redning frem. Barca kunne slet ikke få det fungere og det virkede tilfældigt hvad der foregik. I halvlegens sidste minut var det dog meget tæt på en reducering, da Messi tog et hjørnespark. Bolden gik over alle mand og drejede mod mål, hvorefter den prellede af mod stolpen. Her manglede det sidste held. Det blev sidste aktion i en skuffende halvleg af Barca.

Koeman skiftede ud i pausen, hvor Griezmann kom ind i stedet for Dest. Barca satte sig på spillet fra anden halvlegs start og nu var der mere bevægelse i spillet, mens Madrid ikke længere virkede så sikre i forsvaret. Det øsede ned i Madrid og det gjorde det ekstra svært for spillerne. Madrid var tæt på at lykkes med et par omstillinger, der kunne have lukket kampen, men i stedet var det Barca der fik reduceret efter en times spil. Alba sendte bolden ind i feltet hvor Griezmann smart hoppede over den, hvorefter Mingueza kom og ekspederede den i nettet. 2-1 og så var kampen åben igen.

Blot to minutter senere var det Madrid der var tæt på efter en omstilling, hvor en bold fra Vinicius ramte Araujo på vejen og prellede af på stoplen. Lige efter kom Sergi Roberto ind i stedet for Busquets. Barca satsede mere fremad banen og det gav samtidig Madrid mere plads til omstillinger, så Koeman spillede med stor risiko. I det 71. minut var Mingueza på ny gået med frem og afsluttede, men bolden gik forbi. Lige efter blev Araujo afløst af Ilaix og kort efter fik han sendt et hovedstød mod mål, men bolden sad i handskerne på Courtois.

Med 10 minutter tilbage kom Braithwaite og Trincao ind i stedet for Dembélé og Pedri. Kort efter appellerede Barcas spillere for straffe mod netop Braithwaite, der blev revet i armen i feltet, men dommeren afviste uden at ville konsultere VAR, noget Koeman ude på sidelinjen tydeligvis ikke var enig i. Barca pressede på alt hvad de kunne, men Madrid stod med alle mand foran eget felt. I det 90. minut blev hjemmeholdet reduceret til 10 mand, da Casimiro fik sin anden advarsel, da han begik et frispark lige udenfor feltet. Det tog Messi sig af, med uden de store problemer for Courtois.

Barca satsede alt i slutfasen og det gav Madrid en omstilling, hvor Marcelo kom helt fri, men Mingueza kom godt tilbage og fik afværget. Da kampen var gået ind i det sidste af dommerens tillægstid, kunne Ilaix have udlignet, da han afsluttede i feltet, men her ramte bolden overliggeren. Her manglede det sidste held, der kunne have givet et point. Det blev sidste aktion i opgøret og Barca tabte dermed El Clásico, specielt på grund af en skidt første halvleg.

.:FORSIDE:.