fbpx
Annonce

Referat: Real Betis – FC Barcelona 1 - 2

FCBARCELONA.DK - 01.02.23

© Getty Images
// Real Betis

FC Barcelona: Ter Stegen, Koundé, Araujo, Christensen, Balde, Busquets, De Jong, Pedri (Kessié 90’), Gavi (Torres 83’), Raphinha (Fati 82’), Lewandowski

Bænk: Peña, Tenas, Sergi Roberto, García, Alonso, Alba, Kessié, Torre, Fati, Torres og Alarcón

Mål: 0-1 Raphinha (65’), 0-2 Lewandowski (80’), 1-2 Koundé, selvmål (85’)

Barca skulle en tur til Estadio Benito Villamarín til mødet med Real Betis, et udsat opgør på grund supercuppen i januar måned. Her stillede Xavi endnu en gang med kun to angribere, hvor en af dem var Robert Lewandowski, der vendte tilbage efter tre kampes karantæne i ligaen.

Barca satte sig på spillet i kampens første minutter, men uden at få noget ud af overtaget. Der var god fart i bolden, men når de nærmede sig feltet, løb det ud i sandet. I stedet var det Betis der først var tæt på, da de i 10. minut lykkedes med en omstilling hvor Luiz Henrique afsluttede, men bolden strejfede Balde og gik tæt forbi mål. Først efter et kvarter afsluttede Barca for første gang i opgøret, men Lewandowskis hovedstød gik et stykke forbi.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


I det 19. minut kunne Barca være kommet foran, da Raphinha smart fandt Pedri i feltet. Han tog et par gode træk, men da han også ville drible forbi målmanden, blev bolden pillet fra ham. Det var dog en enlig svale fra Barcas side, for spillet virkede hæmmet når de nærmede sig hjemmeholdets feltet. Der var et godt tempo i kampen og Betis kom langt mere med. De ville fremad banen og det betød at spillet bølgede frem og tilbage. Næste store chance tilfaldt da også Betis, da Canales fik en åben chance efter en halv time, men Koundé kom ned med en vigtig blokering.

Lige efter lykkedes det for Raphinha at sende bolden i nettet efter et flot oplæg af De Jong, men målet blev korrekt annulleret for offside. I det 37. minut fik Pedri en ny kæmpe mulighed på en tilfældig bold, hvor han kom helt fri, men målmanden afværgede med en fodparade. Kort efter var det Gavis tur til at afslutte, men skuddet ramte en modstander og gik til hjørne. Mere skete der ikke i en første halvleg, hvor Barca havde haft de klart største chancer, men hvor det stadig stod 0-0 ved pausefløjtet.

Der var kun spillet få minutter af anden halvleg, da Pedri fik sin tredje store mulighed i kampen. Han afsluttede godt, men måtte se keeperen levere en klasseredning. Barca sad på opgøret og Betis var presset godt tilbage samtidig med, at det catalanske genpres fungerede fint. I det 55. minut fik Betis sat en sjælden omstilling op hvor Fekir afsluttede, men bolden sad lige i favnen på Ter Stegen. Barca fortsatte jagten på et føringsmål og der var god bevægelse i spillet.

I det 65. minut tog De Jong hurtigt et frispark, så Balde kunne løbe i dybden. Han sendte bolden fladt ind foran mål, hvor Raphinha kom løbende og sendte den i nettet til en fortjent føring på 0-1. Betis reagerede straks ved at kaste flere folk frem og det åbnede kampen endnu mere op. Det gav Barca mere plads og det var Lewandowski tæt på at udnytte i det 72. minut, men han måtte nøjes med hjørne. Barca virkede komfortable med bolden og kombinationerne fungerede fint. Betis havde svært ved at sætte sig igennem og Barca virkede i kontrol.

10 minutter før tid fik Barca et hjørnespark, som Araujo fik snittet videre til Lewandowski. Polakken fik bolden godt med sig og gjorde det sikkert til 0-2. Lige efter skiftede Xavi ud for første gang, da Ansu Fati afløste Raphinha. Efter blot et minut på banen havde Fati et hovedstød tæt forbi mål. Xavi skiftede ud igen lige efter, da Torres kom på banen i stedet for Gavi. Netop som det så ud som kampen var lukket, blev der reduceret på et selvmål af Koundé. Han ville sende bolden tilbage til Ter Stegen med brystet efter et indlæg, men i stedet gik den nettet tætop af stolpen. Betis lugtede blod og fik sat Barca under pres, hvor der også var fare på færde foran mål, men uden at der blev afsluttett. Xavi reagerede ved at sende Kessié på banen i stedet for Pedri.

Betis kastede alt frem i dommerens tillægsminutter, men Barca-spillerne bevarede roen og holdt hjemmeholdet fra at afslutte. Det blev derved til en fortjent sejr på 1-2 til Barca, en sejr der især blev skabt på en god anden halvleg.

.:FORSIDE:.