fbpx

Referat: Real Betis – FC Barcelona 1 - 2

FCBARCELONA.DK - 07.05.22

© Getty Images
// Real Betis

FC Barcelona: Neto, Alves, Araujo, Eric García, Alba, Busquets, Frenkie de Jong, Gavi (Puig 80’), Dembélé (Adama 74’), Ferran Torres (Fati 74’), Memphis (Aubameyang 66’)

Bænk: Arnau Tenas, Lenglet, Mingueza, Umtiti, Puig, Aubameyang, Luuk de Jong, Ansu Fati, Adama og Braithwaite

Mål: 0-1 Fati (76’), 1-1 Bartra (79’), 1-2 Alba (90’)

Barca mødte Betis på udebane i et opgør, hvor en sejr definitivt ville sikre catalanerne en plads i ligatabellens top 4. Neto startede for en sjælden gangs skyld i målet i fraværet af den sygdomsramte Ter Stegen. Lidt uventet tog Aubameyang plads og på bænken og i stedet startede Memphis inde.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Begge hold lagde ud i et højt tempo på Benito Villamarín, hvor spillet bølgede frem og tilbage i indledningen. Det var Betis der afsluttede først, da Alves i det 7. minut tabte en løbeduel mod Juanma der kom fri, men han afsluttede svagt forbi mål. Begge hold pressede højt på banen og satsede offensivt, men de afgørende pasninger missede. Efter et kvarters spil måtte den tidligere Barca-keeper Claudio Bravo forlade banen med en skade.

Kort efter var Barca uhyre tæt på at komme foran efter et hjørnespark. Araujo kom højest, men den indskiftede Silva i målet fik hånden på, så bolden tog overliggeren. Her manglede Barca de sidste marginaler. Kampen fortsatte i et højt tempo og det var meget jævnbyrdigt hvad der foregik på Benito Villamarín. Dembélé var meget aktiv i opgøret og udfordrede konstant sin modstander, men hans indlæg var ikke præcise, så han fik ikke udbytte af arbejdet. Da uret nærmere sig en halv time, var det Betis der var meget tæt på en scoring. Først sendte Rodriguez et skud på stolpen, hvorefter Canales afsluttede på returbolden, men Neto hev en fin redning frem.

I det 33. minut var det Barcas tur til at være farlige, da Memphis afsluttede fra distancen, men Silva kom ud i fuld længde og afværgede til hjørne. Tempoet gik en smule ud af opgøret i halvlegens slutfase, men begge hold fortsatte med deres offensive spil, så tilskuerne kedede sig ikke. Der kom dog ikke flere afslutninger inden dommeren fløjtede til pause efter en halvleg med gode muligheder til begge sider.

Barca lagde ud efter pausen med en række håbløse boldtab og Xavi var rasende ude på sidelinjen og gav sine spillere en opsang. Der var stadig god fart i kampen og i det 54. minut lykkedes det for Dembélé at trække fri på en omstilling, men hans afslutning sad i sidenettet. Det fortsatte meget jævnbyrdigt, men Barca havde tydeligt problemer med at få spillet til at fungere. Netop som uret havde rundet en time, fik Betis sat en hurtig omstilling på, så Juanmi kunne afslutte tæt foran mål, men en refleksredning af Neto forhindrede en scoring.

Midt i halvlegen skiftede Xavi ud for første gang, da Aubameyang afløste Memphis. Kort efter var hjemmeholdet farlige igen, da Juanmi fik afsluttet, men også denne gang stod Neto hvor han skulle. Barca forsøgte at få mere fart i bolden og det lykkedes, hvilket resulterede en god mulighed til Aubameyang på en dybdepasning af Frenkie de Jong, men bolden strøg tæt over mål. Lige efter begik Betis-forsvaret en stor fejl så Ferran Torres fik en stor gratis chance, men Silva hev en fodparade frem. Kort efter kom Fati og Adama på banen i stedte for Torres og Dembélé.

Den udskiftning gav resultat blot to minutter senere, da Ansu Fati modtog bolden på kanten af feltet og afsluttede. Han ramte bolden skidt og det snød keeperen, så Barca kom foran med 0-1. Den catalanske glæde varede dog kort, for blot tre minutter senere blev der udlignet. Det skete på en dødbold hvor den tidligere Barca-spillere Marc Bartra headede bolden i nettet til 1-1. Barca svarede igen med en god mulighed til Aubameyang, hvor bolden strøg tæt forbi mål. Det gjorde den også kort efter da Iglesias afsluttede for Betis på et hjørnespark. Lige efter fik Fati en god chance, men han ramte bolden forkert tæt foran mål.

Det var helt åbent på Benito Villamarín, for begge hold ville have sejren. Få minutter før tid sendte Adama et kikset indlæg afsted, hvor bolden var tæt på at gå i mål, men den sneg sig tæt forbi. Kampens sidste minutter blev en lidt rodet forestilling med en del spilstop. Det tegnede til en pointdeling, men det blev der lavet om på i det 93. minut. Alves sendte en høj pasning på tværs til Alba, der med en helflugter fra øverste hylde bankede bolden i nettet til 1-2. Rent klassemål og dermed fik Barca sejren og de tre vigtige point i hus. 

.:FORSIDE:.