fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Villarreal 4 - 0

FCBARCELONA.DK - 27.09.20

© Getty Images
// Villarreal

FC Barcelona: Neto, Sergi Roberto, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets (Pjanic 77’), De Jong, Coutinho (Dembélé 69’), Messi, Griezmann (Trincao 77’), Fati (Pedri 69’)

Bænk:  Iñaki Peña, Junior, Pjanic, Aleñá, Rafinha, Trincao, Pedri, Dembélé, Arnau Tenas, Araujo, Mingo og Puig

Mål: 1-0 Fati (15’), 2-0 Fati (20’), 3-0 Messi, straffe (35’), 4-0 Torres, selvmål (45’)

Barca spillede sæsonens første officielle kamp denne sæson, da de tog imod Villarreal i ligaen, en kamp der samtidig var Ronald Koemans officielle debut som Barca-træner efter tre træningskampe.

Barca lagde ud med at sætte sig massivt på spillet. Der var god fart i bolden og bevægelighed i angrebet, men afslutningerne udeblev i indledningen. Villarreal forsøgte sig med omstillinger og skabte et par farlige situationer, men heller de fik afsluttet. Barca fortsatte de gode takter, hvor det især var i venstresiden at der blev skabt noget farligt. Det så man tydeligt i det 15. minut hvor Lenglet sendte Alba afsted i dybden. Han spillede skråt tilbage til Fati, der bankede bolden i nettet til 1-0.

Barca fortsatte i samme spor og allerede i det 20. minut var der fuldt udbytte igen. Villarreal havde vovet sig ned i Barcas felt, hvor Lenglet erobrede bolden og sendte Coutinho af sted i en omstilling. Brasilianeren drev bolden frem og spillede Fati helt fri og så var den 17-årige spiller dobbelt målscorer. Villareal var rystet og Barca gjorde nærmest hvad der passede dem. I det 25. og 26. minut kom først Messi og dernæst Alba til helt åbne muligheder, men målmanden parerede i begge tilfælde.

Barca sad på det hele og i det 34. minut var Fati på spil igen, da han tog et træk ind i feltet og blev nedlagt. Straffe til Barca og det omsatte Messi til en 3-0 scoring. Målmanden havde hånden på bolden, men kunne ikke forhindre den i at gå i mål. Der gik ikke mange minutter inden Barca afsluttede igen, men Coutinho måtte se målmanden afværge til hjørne. Villarreal kunne ikke følge med og i halvlegens sidste minut var de decideret uheldige, da Pau Torres sendte et indlæg fra Messi i eget net. Dermed stod det 4-0 ved pausen efter en flot halvleg af Barca.


Barca indledte anden halvleg med en stor mulighed til Messi, som målmanden fik sendt til hjørne. Herefter begyndte intensiteten af gå noget ud af hjemmeholdets spil og det bragte Villarreal mere ind i kampen. Barcas defensiv fungerede dog glimrende og Villarreal fik ikke lov til at skabe noget foran mål. Først da uret rundede en time lykkedes de med at skabe en afslutning, men Neto tog sig sikkert af forsøget fra Moreno.

Få minutter senere var det Messi der sendte et godt skud af sted, men målmanden afværgede til hjørne. Barca var fortsat i god kontrol, selvom Villarreal fortsatte med at være mere på bolden end man havde set i de første 45 minutter. Selvom det er tilladt med fem udskiftninger skulle man hen til det 69. minut, før at Koeman skiftede ud for første gang. Her blev Fati og Coutinho afløst af Pedri og Dembélé. Det var tydeligt at trætheden var ved at indfinde sig hos hjemmeholdets spillere og i de 77. minut skiftede Koeman ud igen, da Busquets og Griezmann blev afløst af Pjanic og Trincao.

De indskiftede spillere fik sat lidt mere fart i Barcas spil og det var tæt på at give udbytte i det 85. minut, hvor Trincao tog et par gode træk og afsluttede, men målmanden parerede. Messi var klar på riposten med et hårdt skud, men også her stod keeperen i vejen. I overtiden fik Barca et frispark udenfor feltet i venstre side og her overlod Messi bolden til Pjanic, der sendte den over mål. Trods de gode intentioner lykkedes det ikke Barca at score yderligere i opgøret, hvor de havde sikret sig en flot og fortjent sejr, specielt efter en rigtig god indsats de første 45 minutter. 

.:FORSIDE:.