fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Valencia 2 - 2

FCBARCELONA.DK - 19.12.20

© Getty Images
// Valencia

FC Barcelona: Ter Stegen, Dest, Araujo, Mingueza, Alba, Busquets (De Jong 46’), Coutinho (Lenglet 79’), Pedri (Pjanic 86’), Messi, Griezmann (Trincao 73’), Braithwaite

Bænk: Neto, Lenglet, Umtiti, Junior, De Jong, Pjanic, Aleñá, Puig, Matheus, Trincao, Tenas og Konrad

Mål: 0-1 Diakhaby (29’), 1-1 Messi (45’), 2-1 Araujo (52’), 2-2 Gómez (69’)

Barca spillede sin tredje hjemmekamp i træk i ligaen indenfor en uge, da Valencia lagde vejen forbi Camp Nou. Her jagtede Barca sin tredje sejr i træk i bestræbelserne på at blande sig i toppen af ligatabellen.

Valencia var kommet til Camp Nou for at pakke sig sammen foran eget felt og det gav Barca et markant overtag fra start. Barca havde dog ikke fart i bolden og det var svært at finde huller i gæsternes forsvarsmur. Da der var spillet et kvarter havde Barca haft bolden i 71% af tiden, uden at afslutte en eneste gang på mål. Den første catalanske afslutning kom i det 20. minut, hvor et forkølet forsøg fra Griezmann gik langt forbi mål.

Billedet forsatte med Barca i et klart overtag, men uden at skabe noget som helst. Det var tæt på at blive straffet i det 29. minut da Dest smed bolden væk foran eget felt. Det gav Guedes en åben skudchance, men Ter Stegen afværgede til hjørne med en klasseredning. På det hjørnespark blev Barcas defensive problemer udstillet, for Diakhaby trak helt fri og kunne let heade bolden i nettet til en ufortjent 0-1 føring til Valencia. Scoringen fik kun Valencia til at fokusere endnu mere på defensiven mod en komplet tandløs catalansk offensiv, hvor ingen tog ansvar eller havde ideer til at skabe noget farligt.

I halvlegens sidste ordinære minut fik Valencia sat en omstilling op, hvor Maxi Gómez afsluttede fra kanten af feltet, men igen viste Ter Stegen sin klasse med en vigtig redning. I dommerens tillægstid blev Griezmann sendt ind i feltet af Messi, hvor han fik en hånd i ryggen og faldt. Dommeren dømte straffe og gav Gayá det røde kort. Efter at have konsulteret VAR blev kortet dog ændret til gult, men straffesparket stod ved magt. Det tog Messi sig af, men Valencia-keeperen fik pareret det svage spark fra argentineren. Alba fik fat på riposten og sendte bolden ind foran mål, hvor Messi energisk gjorde skaden god og headede bolden i nettet til 1-1.

Koeman valgte at sende De Jong på banen fra anden halvlegs start i stedet for Busquets. Det gav mere fart i Barcas spil, men det var Valencia der afsluttede først efter pausen, da Cherishev fik en god mulighed som han missede. Få minutter senere fik Barca et hjørnespark, der i første omgang blev afværget, men en returbold endte foran Araujo, der resolut flugtede den i mål til 2-1. Flot scoring af spilleren fra Uruguay, i øvrigt hans første for klubben. Kort efter var det tæt på 3-1 da Braithwaite fik hovedet på et indlæg, men bolden blev afværget på selve målstregen. Her manglede danskeren det sidste held.Barca havde kampen hvor de ville og det virkede som om at Valencia ikke rigtige troede på det mere.

Hjemmeholdet gik efter en scoring der kunne lukke opgøret og der blev også skabt muligheder. Dest og Griezmann havde begge forsøg, men ind kom bolden ikke. Mest da det så ud som om at Barca var i fuld kontrol, kom udligningen til 2-2. Valencia fik sat et godt angreb op, hvor Gayá sendte bolden ind foran mål. Her kom Maxi Gómez lige akkurat foran Mingueza og drejede bolden i nettet. Frustrationerne lyste ud af Barcas spillere. To minutter efter forsøgte Mingueza at gøre skaden god med et godt skud fra distancen, men en flot redning forhindrede en scoring.

Barca kæmpede energisk for at få sejren og et kvarter før tid var det tæt på, da Coutinho trak godt fri og afsluttede, men her strøg bolden tæt forbi mål. Fem minutter før tid lignede det en god mulighed for Messi, da Barca fik frispark udenfor feltet, men argentineren sendte bolden over mål. Barca fortsatte deres stræben efter det forløsende sejrsmål, men det kom ikke og catalanerne måtte skuffende nøjes med 2-2 efter en kamp hvor effektiviteten endnu en gang havde manglet.

.:FORSIDE:.