fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Real Valladolid 1 - 0

FCBARCELONA.DK - 05.04.21

© Getty Images
// Valladolid

FC Barcelona: Ter Stegen, Dest (Puig 87’), Mingueza (Araujo 63’), Lenglet, Alba, Busquets (Trincao 63’), De Jong, Pedri (Ilaix 76’), Dembélé, Griezmann (Braithwaite 63’), Messi

Bænk: Araujo, Umtiti, Junior, Pjanic, Matheus, Puig, Trincao, Braithwaite, Peña, Tenas, Konrad og Ilaix

Mål: 1-0 Dembélé (90’) 

Barca kunne bringe sig blot et enkelt point efter Atlético Madrid i toppen af ligatabellen, da de tog imod Valladolid hjemme på Camp Nou. Af samme årsag valgte Koeman at stille i stærkest mulige opstilling, selvom både Messi og De Jong med en advarsel, ville få karantæne til lørdagens El Clásico.

Barca lagde noget tøvende ud og det benyttede Valladolid til at være del på bolden, mens Barca ikke kunne få gang i spillet. Det var tæt på at blive straffet i det 9. minut, hvor gæsternes Kodro headede bolden på overliggeren. To minutter efter afsluttede Barca for første gang, da Mingueza fik hovedet på bolden efter et hjørnespark, men målmanden tog forsøget. Barcas problemer med spillet fortsatte, men efter et kvarter fik de et frispark lidt udenfor feltet. Det tog Messi sig af, men han sendte bolden forbi mål.

Valladolid fortsatte med at være overraskende godt med og det skyldtes ikke mindst en masse fejl af Barcas spillere der betød boldtab. Det virkede meget ukoncentreret hvad der foregik fra catalanernes side. De mange boldtab gav Valladolid muligheder for omstillinger og her virkede de farlige næsten hver gang. Samtidig manglede Barca ideer når Valladolid pakkede sig og Messi lykkedes ikke med noget, når han forsøgte at skabe noget på egen hånd.

Dommeren tillod en del og det var til Valladolids fordel, for de havde held med at bryde Barcas rytme og samtidig trække siden. Man skulle således hen til slutfasen af halvlegen, før der blev afsluttet igen. Et godt angreb af Barca bragte Dembélé fri og han spillede tilbage til Messi, der fik sit skud blokeret. Her burde Dembélé have afsluttet selv. Netop som uret rundede 45 minutter var det uhyre tæt en catalanske føring, da Pedri afsluttede fra distancen. Masip i målet fik hånden på bolden, så den tog stolpen. Det blev afslutningen på en skuffende og ukoncentreret første halvleg af Barca.

Barca lagde godt ud i anden halvleg, hvor de satte sig solidt på spillet og fik presset Valladolid helt i bund. Det var svært at finde plads i det kompakte forsvar og i halvlegens første 10 minutter blev det kun til et forsøg fra Messi i muren på et frispark og et skud fra distancen fra Lenglet. Efter en lille time var det derimod rigtig tæt på, da Dembélé blev spillet fri i dybden og afsluttede godt. Masip fik pareret skuddet og bolden røg ud til Griezmann, der med hovedet sendte den tæt forbi mål. Lige efter slog gæsterne en sjælden kontra og her fik Barca sig en forskrækkelse, for afslutningen fra Olaza sad i sidenettet.

Kort efter ville Koeman prøve noget nyt, da Araujo, Braithwaite og Trincao afløste Mingueza, Griezmann og Busquets. Barcas dominans fortsatte og Trincao afsluttede, men bolden sad i hænderne på Masip. Barca arbejdede hårdt for at komme til chancer, men Valladolid stod godt i forsvaret og fik stoppet meget. Der var flere gange optræk til noget farligt, men det var først i det 71. minut at Barca afsluttede igen, da Messi sendte et skud tæt forbi mål. Kort efter kom Ilaix på banen i stedet for Pedri. Da der manglede 10 minutter var der dramatik, for her blev Valladolid reduceret til 10 mand efter en alt for hård tackling af Plano mod Dembélé.

Det ændrede dog ikke meget på kampen, for Valladolid trak tiden hvor de kunne og stod med alle mand tilbage. Barca-spillerne kæmpede alt hvad de kunne, men tiden gik og chancerne udeblev. Det begyndte at trække op til et skuffende 0-0 resultat, lige indtil det sidste ordinære minut. Her sendte De Jong bolden ind i feltet, hvor Araujo fik hovedet på den, så den røg videre til Dembélé. Han helflugtede den resolut i nettet til en forløsende 1-0 scoring, der blev fejret som var det en titel der var vundet. Barca holdt godt på bolden i dommerens tillægstid og Valladolid var ikke i nærheden af at skabe noget. Barca fik dermed den ventede sejr over Valladolid, men det skete ikke uden problemer.

.:FORSIDE:.