fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Real Sociedad 2 - 1

FCBARCELONA.DK - 16.12.20

© Getty Images
// Real Sociedad

FC Barcelona: Ter Stegen, Dest, Araujo, Mingueza (Lenglet 79’), Alba, Busquets (Aleñá 67’), De Jong, Pedri (Pjanic 75’), Messi, Griezmann (Trincao 67’), Braithwaite

Bænk: Neto, Aleñá, Pjanic, Riqui Puig, Coutinho, Lenglet, Trincao, Matheus, Umtiti, Iñaki Peña og Konrad

Mål: 0-1 William José (28’), 1-1 Alba (31’), 2-1 De Jong (43’)

Det var ligaens tophold fra Real Sociedad der gæstede Camp Nou i et uhyre vigtigt opgør for Barca, hvor de med en sejr ville nærme sig toppen, mens et nederlag ville hægte dem yderligere af, så der stod meget på spil for catalanerne. Koeman bød på en stor overraskelse i sin startopstilling med Mingueza på bekostning af Lenglet.

Real Sociedad mødte Barca højt på banen fra start og det gav catalanerne problemer i opspillet, men når de først var løst, var der er godt flow i hjemmeholdets spil. Gæsterne blev presset tilbage og det blev til gode afslutninger af først Pedri og så Griezmann, men begge gange gik bolden forbi mål. Barca styrede spillet godt og holdt Real Sociedad fra at skabe noget farligt. Som man har det så ofte denne sæson, havde Barca problemer med at høste udbytte af sit overtag og man skulle hen til det 23. minut før de afsluttede igen. Her var det Messi der sendte et skud tæt forbi mål.

Uret nærmede sig en halv time inden at Real Sociedad kom i nærheden af Barcas felt og det gav dem et hjørne. Her så man klare svagheder i Barcas markeringer, for William José blev spillet komplet fri foran mål og havde let ved at bringe sit hold foran. Det var en spand koldt vand i hovedet på Barcas spillere. De skulle dog hurtigt få noget at glæde sig over, for allerede i det 31. minut kom udligningen. Efter et godt angreb endte bolden lidt tilfældigt hos Alba, der med højrebenet drejede bolden i nettet.

Fem minutter senere viste Real Sociedad tænder igen, men Ter Stegen greb godt ind. Barca fortsatte med at sidde på spillet og i det 38. minut var de uhyre tæt på, da Griezmann sendte et skud på overliggeren. Minuttet efter kom Braithwaite i uheldigt fokus, da han blev spillet komplet fri foran mål, men brændte fælt ved at sende bolden over mål. Her burde danskeren have scoret. Barca fortsatte de gode takter og i det 43. minut spillede Alba ind til De Jong foran mål og hollænderen svigtede ikke, men linjevogterens flag kom op. En VAR-kendelse viste dog at der ikke var offside og så blev scoringen godkendt. 2-1 til Barca efter en fornuftig første halvleg.

Real Sociedad lagde klart bedst ud efter pausen, hvor de hurtigt fik sat Barca under pres. Catalanerne fik ingen ro og bolden blev hurtigt smidt væk. Gæsterne kom dog ikke til afslutninger og i stedet var det Barca der var tæt på at øge sin føring i det 55. minut, da Griezmann blev spillet komplet fri foran et tomt mål. I stedet for at sende bolden i nettet, ramte han den skævt, så den gik hen til målmanden. Det var nok franskmandens største afbrænder i Barca-trøjen. Han fik en ny mulighed et minut senere, men her fik målmanden afværget.

Det var en enlig svale fra Barcas side, for Real Sociedad fortsatte med at dominere klart. De pressede Barca overalt på banen og man så et sjældent afventende Barca-mandskab på Camp Nou. Midt i halvlegen foretog Koeman en dobbelt udskiftning, da Trincao og Aleñá afløste Griezmann og Busquets. Problemerne forsatte for Barca og i det 73. minut var det tæt på at gå galt, da Isak fik frit løb mod mål, men en heroisk Pedri kom og løste situationen med et flot tilbageløb. Lige efter blev han afløst af Pjanic.

Kampen fortsatte på samme måde, med et Barca-mandskab i problemer og det fik Koeman til at sende Lenglet på banen i stedet for Mingueza. I det 83. minut var det meget tæt på en udligning, da Real Sociedad afsluttede. Ter Stegen kunne ikke holde bolden, der røg ud til et helt fri Isak, men en utrolig fodparade af tyskeren forhindrede en scoring. Real Sociedad forsøgte til det sidste at få udlignet, men Barca holdt stand og sikrede sig dermed tre vigtige point. 

.:FORSIDE:.