fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona - Osasuna 1 - 2

FCBARCELONA.DK - 16.07.20

© Getty Images
// Osasuna

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo (Vidal 59’), Piqué, Lenglet, Junior, Rakitic (Busquets 67’), Puig, Sergi Roberto, Messi, Fati, Braithwaite (Suárez 59’)

Bænk: Neto, Alba, Busquets, Vidal, De Jong, Arthur, Suárez, Arnau, og Araujo

Mål: 0-1 Arnaiz (16’), 1-1 Messi (62’)

Quique Setién ændrede en del på holdet til sæsonens sidste hjemmekamp i ligaen, hvor Osasuna gæstede det tomme Camp Nou. Det betød en sjælden startplads til Martin Braithwaite, mens nøglespillere som Alba, Busquets, Vidal og Suárez startede ude. For Barca handlede det om at forfølge den mikroskopiske chance for et mesterskab, hvilket ville kræve en sejr samtidig med, at Real Madrid ikke måtte vinde deres kamp over Villarreal.

Barca blev mødt af en massiv mur foran Osasunas felt og det gav et klart catalansk overtag. Alligevel var det gæsterne der afsluttede først, da et boldtab af Messi gav Arnaiz muligheden fra distancen, men Ter Stegen afværgede med noget besvær. Lige efter sendte Lenglet et godt langskud af sted, hvor bolden strøg forbi sammenføjningen. Barca havde svært ved at finde plads til de chanceskabende pasninger, mens Osasuna hele tiden lurede på chancen for en omstilling.

Det lykkedes i det 16. minut, da Estupiñán kom til baglinjen og lagde skråt tilbage til Arnaiz, der sendte bolden i nettet nede ved den nærmeste stolpe. 0-1 og frustrationerne stod malet i Barca-spillernes ansigter. Barca fortsatte søgen efter chancer og midt i halvlegen fik de et frispark udenfor feltet, men Messis skud tog oversiden af overliggeren. Som tiden gik blev der begået flere fejl i Barcas spil, hvor flere pasninger var upræcise. Det hele virkede lidt opgivende og det blev ikke bedre af en melding om, at Real Madrid var kommet foran mod Villarreal.

Efter en halv time fik Messi en ny mulighed på et frispark, men her strøg bolden tæt forbi mål. Barca var fortsat klart mest på bolden, men der manglede ideer og samtidig stod Osasuna godt i defensiven, hvor de ikke rigtig virkede pressede. Barca fortsatte søgen efter huller, men det virkede halvhjertet og det var ikke tæt på en udligning inden dommerens pausefløjt lød. Skuffende indsats af Barca de første 45 minutter.

Et blot et enkelt minut af anden halvleg fik Braithwaite sendt bolden i nettet, men scoringen blev korrekt annulleret for en offside på Messi. Der var mere snert i Barcas spil og i det 51. minut var det Fati forsøgte sig med et skud der gik forbi og lige efter afsluttede Messi, men måtte nøjes med hjørne. Efter en lille time foretog Setién en dobbelt udskiftning, hvor Vidal og Suárez afløste Semedo og Braithwaite. Det betød at Sergi Roberto rykkede ned som højre back. Det var ikke meget der var lykkes for danskeren.

Blot et par minutter efter fik Barca et nyt frispark udenfor feltet og denne gang svigtede Messi ikke. Han sendte bolden over muren og op i krydset til en flot 1-1 udligning. Kort efter blev Rakitic afløst af Busquets. Barca sad på det hele og midt i halvlegen var det Suárez der måtte se en ellers flot scoring annulleret for offside, efter at dommeren havde konsulteret VAR. Kort efter kom VAR i brug igen, da dommeren hev et rødt kort op af lommen til Osasunas Gallego efter en høj albue i ansigtet på Lenglet. Lige efter blev Puig og Junior afløst af De Jong og Alba.

Barca kæmpede for at slutte af med en sejr i sæsonens sidste hjemmekamp i ligaen. De fik presset Osasuna tilbage foran eget felt, men som tidligt i kampen var det svært at finde plads til de afgørende pasninger. I det 88. minut var det dog tæt på at lykkes efter et godt angreb, men Suárez måtte nøjes med et hjørnespark. I det 94. minut lavede Busquets en stor fejl der gav Osasuna en omstilling, der endte med at Torres sendte bolden i nettet til 1-2. Minuttet efter var Suárez tæt på at udligne, men bolden sad i sidenettet.

Mere skete der ikke og dermed tabte Barca sin første kamp hjemme på Camp Nou i denne sæson og samtidig måtte de se Real Madrid vinde mesterskabet. Alt i alt en sort aften for Barca.

.:FORSIDE:.