fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Mallorca 5 - 2

FCBARCELONA.DK - 07.12.19

© Getty Images
// Mallorca

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto, Piqué, Lenglet, Junior, Busquets, Rakitic (Aleñá71’), De Jong (Vidal 63’), Messi, Griezmann (Pérez 84’), Suárez

Bænk: Neto, Wague, Umtiti, Todibo, Vidal, Aleñá og Pérez

Mål: 1-0 Griezmann (7’), 2-0 Messi (17’), 2-1 Budimir (35’), 3-1 Messi (41’), 4-1 Suárez (43’), 4-2 Budimir (64’), 5-2 Messi (82’)

Oprykkerne fra Mallorca lagde vejen forbi Camp Nou i ligaens 16. runde, hvor Barca ikke kunne undgå at være kæmpefavoritter. Ernesto Valverde valgte at stille med nok stærkest mulige formation, hvor der på ny var en startplads til Ivan Rakitic.

Helt som ventet var det Barca der satte sig på spillet fra start, men det var Mallorca der først var tæt på efter et hjørnespark, hvor bolden trillede forbi mål. Ter Stegen var meget opmærksom og sendte hurtigt bolden frem mod Griezmann, der fik frit løb over en halv banehalvdel. Han tippede frækt bolden over keeperen og så førte Barca med 1-0.

Barca fortsatte med at kontrollere totalt og der var konstant optræk til noget farligt. Kombinationerne var hurtige og skarpe og det gav resultat efter et kvarters spil. Her modtog Messi bolden på kanten af feltet og sendte den uimodståeligt op i målkrydset til 2-0. Den scoring fik Camp Nou til at rejse sig jubel.

Barca hyggede sig på Camp Nou mod en modstander der virkede chanceløs. Catalanerne kunne gøre stort set hvad de havde lyst til. Der blev også i nogle situationer sløset lidt og taget en dribling for meget. Efter en lille halv time var det dog uhyre tæt på igen, da Suárez kom fri og afsluttede på stolpen. Lige efter var han på spil igen, hvor han prøvede at drible forbi målmanden, men han faldt og fik ikke afsluttet.

I det 35. minut fik Mallorca sat et sjældent angreb op, hvor Budimir fik afsluttet. Bolden blev rettet af af Lenglet, så den røg i en blød bue over Ter Stegen til en ufortjent 2-1 reducering. Det varede dog ikke længe før at Barca satte tingende på plads, for i det 35. minut sendte Messi endnu et skud af sted fra kanten af feltet, hvor bolden strøg i nettet tæt op af stolpen. 3-1 og så var man glade igen på Camp Nou. Der blev endnu mere at glæde sig over blot to minutter senere, da bolden endte hos Suárez efter et flot angreb. Her afsluttede han utroligt frækt med hælen, så bolden gik i mål bag en måbende Mallorca-keeper. 4-1 efter en overlegen første halvleg af Barca, hvor føringen sagtens kunne have været større.

Barca lagde ud i anden halvleg med et godt forsøg af Rakitic, hvor bolden strøg tæt forbi mål. Mallorca blev holdt på egen banehalvdel og Barca fortsatte deres søgen efter flere mål. Der blev afsluttet af Griezmann og igen af Suárez i de efterfølgende minutter, men uden at bolden kom i nettet. Efter en times spil skiftede Barca ud for første gang, da Vidal afløste De Jong.

Camp Nou sad og ventede på den næste scoring til Barca, men i stedet kunne de pludselig se Mallorca reducere efter 64 minutters spil. Ter Stegen kom skidt ud i feltet på et indlæg og det udnyttede Budimir til at heade bolden i nettet til 4-2. En helt unødvendig scoring, for Barcas defensiv tog alt for let på situationen. Mallorca lugtede pludselig blod og de vovede sig længere frem på banen, men uden at Barca for alvor virkede pressede. De holdt godt på bolden, men uden at få farten tilbage i spillet. Efter 71 minutter var der sjælden spilletid til Aleñá, da han afløste Rakitic. Kort efter holdt man vejret et øjeblik på Camp Nou, for havde det ikke været for en vigtig redning af Ter Stegen, var der blevet reduceret igen af Budimir.

Barca vågnede op og strammede igen grebet om kampen. Det gav resultat i det i 83. minut, da Suárez lagde bolden til rette for Messi, der bankede den op i målhjørnet til 5-2. Dermed var hattricket en kendsgerning og kampen var lukket. Minuttet efter blev Griezmann afløst af Carles Pérez. Barca gik efter en scoring mere og kom til et par gode muligheder, men der kom ikke flere mål i kampen. Det endte således med en fortjent og sikker sejr til Barca på 5-2, hvor Messi havde været den helt store oplevelse.

.:FORSIDE:.