fbpx

Referat: FC Barcelona – Eintracht Frankfurt 2 - 1

FCBARCELONA.DK - 09.12.25

© Getty Images
// Eintract Frankfurt

FC Barcelona: Joan García, Koundé, Cubarsí, Gerard Martín, Balde (Christensen 89’), Eric García, Pedri, Fermín (Rashford 46’), Raphinha (De Jong 66’), Yamal (Roony 89’), Lewandowski (Torres 66’)

Bænk: Ter Stegen, Szczesny, Christensen, Jofre Torrents, Casadó, De Jong, Bernal, Dro, Torres, Rashford og Roony.

Mål: 0-1 Knauff (21’), 1-1 Koundé (50’), 2-1 Koundé (53’)

Hansi Flick havde roteret en del i forhold til lørdagens 3-5 sejr ude mod Real Betis, og det gav pladser i startopstillingen til Fermín, Raphinha og Lewandowski. Det kostede blandt andre en tur på bænken til Ferran Torres, selv om han havde lavet hattrick mod Betis.

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca satte sig straks på opgøret og trykkede Frankfurt tilbage på egen banehalvdel. Allerede i det femte minut kom kampens første afslutning, men Lewandowski fik ikke ram på målet. Tilskuerne på Spotify Camp Nou piskede hjemmeholdet frem, og efter ti minutter troede de, at føringen var en realitet, da Lewandowski sendte bolden i nettet. Jubelen blev dog kvalt øjeblikkeligt, da målet blev annulleret for en meget snæver offside. Barca fortsatte presset, og kort efter sendte Gerard Martín et tungt langskud lige over overliggeren.

En catalansk scoring lå i luften, men i stedet ramte en spand koldt vand hjemmeholdet i det 21. minut. Frankfurt sendte en bold i dybden, og hverken Gerard Martín eller Balde fik stoppet Knauff, som iskoldt placerede bolden i nettet uden chance for Joan García. Det var første gang i kampen, at tyskerne for alvor nærmede sig Barcas felt. Fem minutter senere svarede Barca igen med et flot angreb, hvor bolden blev lagt skråt tilbage til Fermín. Det lignede en sikker udligning, men en Frankfurt spiller fik reddet tæt foran mål, efter at målmanden var passeret. Barca dominerede klart, men havde store problemer med at finde plads i det kompakte tyske forsvar.

Frustrationerne begyndte at vise sig hos Barcas spillere. De afgørende pasninger frem i banen og ind i feltet manglede præcision, og det gjorde gæsternes forsvarsarbejde lettere. Frankfurt tog sig god tid ved enhver lejlighed, hvilket kun øgede utilfredsheden på lægterne. I tillægstiden var Barca endda tæt på at komme yderligere bagud, da en omstilling afslørede en skrøbelig offsidetaktik. Skhiri afsluttede dog tæt over mål, og her slap catalanerne med skrækken. Det blev sidste aktion i en skuffende første halvleg, hvor intet for alvor fungerede for hjemmeholdet.

Hansi Flick reagerede i pausen ved at sende Rashford på banen i stedet for Fermín, hvilket betød, at Raphinha rykkede ned på den offensive midtbane. Kort inde i anden halvleg begik Koundé en stor fejl, som gav Frankfurt en gylden chance i det 46. minut, men afslutningen sad lige i handskerne på Joan García. To minutter senere var det Barca, der kom tæt på, da Rashford slap fri og spillede bolden tilbage til Raphinha, som hamrede afslutningen langt over mål.

I det 50. minut kunne Spotify Camp Nou endelig bryde ud i jubel. Rashford slog et præcist indlæg, og Koundé steg til vejrs og headede bolden i nettet til 1-1. Lige efter fulgte afslutninger fra både Pedri og Yamal, og Barca havde tydeligvis fået blod på tanden. Det blev understreget i det 53. minut, da et kort hjørnespark førte til en høj bold fra Yamal ind i feltet. Koundé stod fuldstændig fri og headede sikkert sin anden scoring ind til 2-1. Endnu et flot comeback af Barca var en realitet.

Efter knap en times spil fangede Barca Frankfurt på vej frem. Lewandowski fik frit løb mod mål og lagde bolden til Rashford, men englænderens afslutning blev blokeret til hjørnespark. En stor mulighed, hvor Lewandowski manglede den sidste fart. Barca fortsatte med at dominere, men Frankfurt havde langt fra givet op og lurede konstant på omstillinger. Midt i halvlegen blev Lewandowski og Raphinha erstattet af Ferran Torres og De Jong. Torres var hurtigt tæt på at gøre sin entré afgørende på oplæg fra Yamal, men bolden strøg tæt forbi mål. I det 71. minut fik spanieren endnu en chance, men denne gang afværgede målmanden.

Barca flyttede bolden tålmodigt rundt i jagten på en scoring, der kunne give ro i opgøret, og nervøsiteten kunne mærkes på lægterne. Efterhånden begyndte hjemmeholdet dog at prioritere kontrol frem for risiko. Boldbesiddelsen blev brugt til at holde Frankfurt væk fra farlige situationer, og fokus var ikke længere på at score igen, men på at lukke kampen ned.

I det 89. minut sendte Flick Roony og Andreas Christensen på banen i stedet for Yamal og Balde. Dommeren lagde fire minutter til, og Frankfurt satsede med et højt pres. Det gav gæsterne en mulighed i det 93. minut efter en dårlig clearing fra Cubarsí, men Joan García kom godt ud og fangede det farlige indlæg. Mere skete der ikke, og Barca kunne tage imod en ventet og meget vigtig sejr, sikret via et stærkt comeback efter en forfærdelig første halvleg.

.:FORSIDE:.