fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Celta Vigo 1 - 0

FCBARCELONA.DK - 09.10.22

© Getty Images
// Celta

FC Barcelona: Ter Stegen, Balde (Sergi Roberto 77’), Piqué, Alonso, Alba (García 85’), Busquets, Gavi, Pedri (De Jong 63’), Raphinha (Dembélé 63’), Torres (Fati 63’), Lewandowski

Bænk: Peña, Tenas, Sergi Roberto, García, Frenkie de Jong, Torre, Dembélé, Fati, Riad og Casadó

Mål: 1-0 Pedri (17’)

Barca skulle bruge alle tre point i hjemmekampen mod Celta, hvis de ville beholde førstepladsen i La Liga. Xavi ændrede en del på holdet med tankerne på onsdagens kamp mod Inter. Det betød at Balde spillede højre back og Marcos Alonso i det centrale forsvar, mens spillere som García og Dembélé blev sparet.

Artiklen fortsætter under annoncen


Celta blev sat under et massivt pres i indledningen, hvor de stod foran eget felt næsten hele tiden. Barca holdt godt på bolden og erobrede den tilbage, når den var mistet. Der skulle dog 10 minutter før det udmøntede sig i en chance, men så var det til gengæld også tæt på. Raphinha sendte et godt skud afsted fra distancen, hvor målmanden fik fingerspidserne på, så bolden trillede lige forbi mål. Lige efter headede Lewandowski på mål, men lige i favnen på keeperen. Lige inden at uret rundede et kvarter, burde Barca være kommet foran, da Busquets spillede Torres totalt fri i feltet, men angriberen sendte en forudsigelig afslutning afsted, som målmanden fik afværget.

Få minutter efter fik Camp Nou noget at glæde sig over, da Gavi blev sendt afsted i dybden. Han fik sendt bolden ind foran mål, hvor en Celta-spiller lavede en skidt clearing, så Pedri let kunne sende bolden i nettet til 1-0. Barca fortsatte med at sidde totalt på Celta og midt i halvlegen fik Alba en god mulighed, men bolden endte forbi mål. Celta lykkedes at komme mere på bolden samtidig med, at Barca slap foden lidt fra speederen. Det gav en farlig mulighed til gæsterne efter den halve time, men Ter Stegen kom godt ud af sit mål og afværgede situationen inden der blev afsluttet.

Barcas havde ikke længere samme fart i spillet og Celta lykkedes med at holde på bolden i lange perioder, hvor hjemmeholdets genpres ikke var effektivt. Samtidig fik hjemmeholdet heller ikke skabt noget der virkede farligt foran mål. I det 41. minut blev Raphinha hægtet i Celtas felt til noget der lignede et klart straffespark, men dommeren mente at Barca-spilleren selv søgte situationen og fløjten var tavs. En noget kontroversiel kendelse der ikke var populær på Camp Nou. Halvlegen blev sluttet af med et hjørnespark hvor Piqué headede tæt over mål.

Anden halvleg var kun to minutter gammel da Alba begik en stor fejl der gav Celta en omstilling hvor Rodriguez kom fri til en stor mulighed, men han sendte bolden forbi mål.  Barca havde svært ved at få spillet til at flyde og de virkede ikke til at være i kontrol mod et Celta-mandskab der lugtede muligheden for point. I det 56. minut var det tæt på en udligning, men første en redning af Ter Stegen og dernæst en blokering af Piqué forhindrede en scoring. Lige sendte Ter Stegen en håbløs aflevering i fødderne på en modstander, men Busquets kom ned med en frelsende tackling i skudøjeblikket.

Efter times spil ville Xavi prøve noget nyt, da De Jong, Dembélé og Fati afløste Pedri, Raphinha og Torres. Udskiftningerne ændrede ikke på Barcas spil og Celta fortsatte deres søgen efter en scoring. Den troede de kom i det 70. minut, da norske Larsen sendte bolden i nettet, men målet blev korrekt annulleret for offside. Det var dog en advarsel til Barca om, at der var behov for at stramme sig an og få gang i spillet, for det var ikke meget der fungerede for catalanerne. Med et kvarter tilbage blev Sergi Roberto på banen i stedet for Balde.

Man skulle helt hen til det 82. minut før at Barca fik sendt sin første seriøse afslutning af sted efter pausen, men skuddet fra Dembélé sad lige favnen på målmanden. Lige efter var Celta uhyre tæt på en udligning, da Aspas pludselig stod helt fri i feltet og afsluttede, men Ter Stegen hev en utrolig fodparade frem. På det efterfølgende hjørnespark sendte Celte et skud tæt forbi mål, så det brændte virkelig på foran Barcas mål. Minuttet efter blev Alba afløst af García og det betød at Alonso rykkede ud på venstre back. Celta satte alt ind til sidst og Barca var på hælene. Gæsterne fik skabt et par farlige situationer i kampens døende minutter, men begge gange var der offside.

Mere skete der ikke og Barcas spillere kunne ånde lettet op da dommeren fløjtede af efter en svær aften, hvor Celta havde fortjent at få noget med hjem fra Spotify Camp Nou. 

.:FORSIDE:.