fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Bayern München 0 - 3

FCBARCELONA.DK - 14.09.21

© Getty Images
// Bayern München

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto (Demir 59’), Piqué, Eric García (Mingueza 65’), Araujo, Alba (Balde 53’), Busquets (Gavi 59’), De Jong, Pedri, Memphis, Luuk de Jong (Coutinho 65’)

Bænk: Neto, Mingueza, Dest, Lenglet, Umtiti, Puig, Coutinho, Demir, Iñaki Peña, Balde, Gavi og Nico

Mål: 0-1 Müller (33’), 0-2 Lewandowski (56’), 0-3 Lewandowski (85’)

Barca tog hul på Champions League gruppespillet med hjemmekampen mod Bayern München, hvor truppen var ramt af en del afbud i angrebet. Det betød at Koeman lagde ud i 3-5-2 opstilling, hvor Luuk de Jong fik sin debut.

De to hold følte hinanden på tænderne i indledningen, hvor der blev spillet med høj intensitet, men også uden risiko bagude. Barca blev mødt højt på banen af et tysk pres, men det fik de løst godt i de fleste tilfælde, dog uden at spillet for alvor virkede farlig. Der skulle 13 minutter inden der blev afsluttet for første gang i opgøret, men Lewandowskis skud sad lige i favnen på Ter Stegen. Minuttet efter var det Sergi Roberto der afsluttede på et oplæg af Alba, men bolden blev sendt langt over mål.

Artiklen fortsætter under annoncen


I det 19. minut var det meget tæt på en tysk føring, da Sané afsluttede i feltet, men Ter Stegen stod klar med en vigtig redning. Selvom Bayern virkede mere farlige end Barca, var tilskuerne på Camp Nou godt tilfredse med indsatsen, for der blev bakket godt og klappet af individuelle aktioner. Spillet bølgede frem og tilbage og i det 29. minut lagde Memphis et frispark ind i feltet, hvor Araujo fik hovedet på, men bolden gik over mål. Det var dog tydeligt at Barcas offensiv havde det svært, for Memphis fik ikke meget at arbejde med og Luuk de Jong rørte ikke bolden særligt ofte.

Som tiden gik fik Bayern overtaget og det udnyttede de i det 33. minut. Müller afsluttede fra distancen og her ramte bolden Eric García i ryggen, så den skiftede retning og snød Ter Stegen. 0-1 til tyskerne på en meget heldig scoring. Barcas problemer med at skabe noget fortsatte, mens Bayern virkede farlige næsten hver gang de nærmede sig det catalanske felt. Der blev ikke skabt mere inden pausefløjtet og det stod derfor 0-1 efter en halvleg, hvor Barca egentlig havde gjort det udemærket i perioder, uden dog at skabe det store.

Barca lagde ud i anden halvleg med at skabe en udmærket mulighed til Busquets, men hans skud blev rettet af til hjørne, som Barca ikke fik noget ud af. Bayern kom op i tempo og det betød at presset på hjemmeholdet blev massivt. Alt spil foregik på Barcas banehalvdel og det blev straffet i det 56. minut. Her sendte Musiala et knaldhårdt skud på stolpen og Lewandowski var klar på riposten med en 0-2 scoring.

Kort efter valgte Koeman at skifte Sergi Roberto og Busquets ud med Demir og Gavi. En offensiv satsning, for Barca gik over til en 4-3-3 opstilling. Bayern fortsatte med at dominere klart og Barcas problemer med at skabe noget fortsatte. Midt i halvlegen blev det til comeback til Coutinho, da han afløste Luuk de Jong, der havde skuffet i sin debutkamp. Også Mingueza blev sendt i aktion i stedet for Eric García. Ændringerne fik sat lidt mere fart i Barcas spil og efter blot et par minutter på banen forsøgte Coutinho sig med et godt skud, hvor bolden strøg forbi mål. I det 73. minut var der skidt nyt for Barca, for det lignede en skade til Jordi Alba, da han blev erstattet af Balde.

Bayern virkede til at være tilfredse med stillingen, for intensiteten forsvandt noget ud af deres spil i en periode. Barca kom bedre med, hvor især Coutinho, Demir og Balde fik sat fart i bolden, men fortsat uden at det kom til muligheder foran det tyske mål. I slutfasen fik Bayern lyst til sætte tempoet lidt op igen og det resulterede i en 0-3 scoring af Lewandowski i det 85. minut, efter at Gnabry lige inden havde ramt stolpen. Barca forsøgte at komme frem til muligheden for et trøstmål, men det lykkedes ikke og det sluttede derfor med et skuffende 0-3 nederlag i et opgør, hvor catalanerne var klart overmatchet.

.:FORSIDE:.