fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Atlético Madrid 2 - 2

FCBARCELONA.DK - 01.07.20

© Getty Images
// Atletico Madrid

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets (Fati 84'), Rakitic (Sergi Roberto 62’), Vidal (Griezmann 90’), Puig, Messi, Suárez

Bænk: Neto, Arthur, Griezmann, Braithwaite, Sergi Roberto, Umtiti, Junior, Iñaki Peña, Collado, Ansu Fati, Araujo og Monchu

Mål: 1-0 Costa, selvmål (11’), 1-1 Saul, straffe (19’), 2-1 Messi, straffe (48’), 2-2 Saul, straffe (62’)

Der var tale om en sandt topbrag mellem ligaens nr. 2 og 3, da Barca tog imod Atlético Madrid i ligaens 33. spillerunde. Her havde Barca-spillerne i den grad ryggen mod muren, for kun en sejr kunne bruges til noget, hvis ikke Real Madrid skulle få muligheden for at trække yderligere fra i toppen. Quique Setién overraskede ved at indlede kampen med kun to angribere, hvilket gav plads til stortalentet Riqui Puig.

Barca indledte med at skabe en god mulighed allerede i det 1. minut, men afslutningen fra Suárez var ikke god. Atlético var ikke kommet til Camp Nou for at grave sig ned og i det 8. minut havde Llorente et skud forbi mål. Et par minutter efter fik Barca frispark tæt ved baglinjen, men det forhindrede ikke Messi i at forsøge sig. Inde på stregen stod Costa og fik afværget til hjørne. Det sendte Messi hårdt ind foran mål, hvor bolden ramte Costa på benet og gik i nettet. 1-0 på et selvmål og perfekt start for Barca.

Glæden over føringen varede dog ikke længe, for efter et kvarter blev Piqué totalt tørret af Carrasco, der trak ind i feltet, hvor Vidal begik straffespark. Det sparkede Diego Costa, men Ter Stegen viste sin klasse med en flot redning. Dommeren mente dog at Barca-keeperen var gået før tidligt og VAR viste, at tyskerens hæl lige akkurat havde sluppet baglinjen. Saul tog sig af omsparket og udlignede til 1-1. Barca-spillerne var rasende på dommeren.

Kampen var livlig og spillede bølgede frem og tilbage. Det var to hold der ville fremad, selvom det var Barca der havde bolden mest. Det var tæt på at give endnu en scoring i det 21. minut, da Messi sendte et skud af sted, der strøg forbi sammenføjningen. Efter en intens periode faldt der lidt ro over de to hold, men det var stadig meget lige. Atlético virkede farlige når de nærmede sig det catalanske felt og det var ikke meget ro Barcas spillere fik.

Efter en halv time så man det velkendte samarbejde mellem Alba og Messi, men argentineren ramte ikke målet med sin afslutning. Barca dominerede en periode og i det 41. minut fik de et frispark udenfor feltet. Det sendte Messi af sted og bolden ramte muren og var tæt på at snyde Oblak, der med besvær fik afværget til hjørne. Mere skete der ikke i den underholdende første halvleg, hvor Barca havde gjort det udmærket mod en svær modstander.

Barca fik en perfekt start på anden halvleg, da Semedo i det 47. minut blev nedlagt i feltet til et klart straffespark. Det tog Messi sig af i bedste Panenka-stil og så førte catalanerne 2-1. Det var samtidig Messis mål nr. 700 i karrieren. Atlético reagerede hurtigt og efter 55 minutter var det tæt på en udligning, men Costas hovedstød gik tæt forbi. Fem minutter senere var Semedo uheldig at ramme Carrasco i feltet og også denne gang dømte dommeren straffe. Her gik Ter Stegen til den rigtige side og havde hånden på Sauls spark, men bolden trillede i nettet til 2-2. Her havde tyskeren fortjent en bedre skæbne. Lige efter kom Sergi Roberto på banen i stedet for Rakitic.

Barca sad mere på spillet end i første halvleg og Atlético stod det meste af tiden foran sit felt. Det betød et catalansk overtag, men de havde svært ved at komme gennem det kompakte forsvar. I det 67. minut kom Vidal til en god mulighed, men hans skud strøg tæt forbi mål. Lige efter var det Joao Felix der skød fra distancen, men her sad på bolden lige på Ter Stegen. Kampen fortsatte med at bølge frem og tilbage og med et kvarter tilbage forsøgte Vidal sig igen, men heller ikke her ramte han målet. Barca kæmpede for at komme frem til noget, men det kneb med de afgørende pasninger.

Med fem minutter tilbage kom Fati ind i stedet for Busquets og kort efter blev Griezmann sendt på banen i stedet for Vidal. Det hjalp dog ikke noget, for Barca lykkedes ikke at skabe chancer i kampens slutfase. Atlético forsvarede sig godt og det blev dermed ved 2-2 efter en intens og dramatisk kamp.

.:FORSIDE:.