fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Athletic Club Bilbao 1 - 0

FCBARCELONA.DK - 23.06.20

© Getty Images
// Bilbao

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets (Rakitic 64’), Vidal, Arthur (Puig 55’), Messi, Suárez (Braithwaite 85’), Griezmann (Fati 64’)

Bænk: Neto, Rakitic, Umtiti, Junior, Iñaki Peña, Riqui Puig, Collado, Ansu Fati, Araujo, Morer, Monchu og Cuenca

Mål: 1-0 Rakitic (71’)

Efter 0-0 kampen mod Sevilla fredag, skulle Barca forsøge at komme tilbage på sejrssporet, da Athletic Club Bilbao lagde vejen forbi Camp Nou. Her valgte Quique Setién at starte med Messi, Suárez og Griezmann for første gang siden coronapausen sluttede.

Bilbao lagde ud med at skabe en farlig situation i det 3. minut, hvor Ter Stegen kom i problemer, men Lenglet fik afværget situationen. Lige efter var Barca farlig første gang, da Suárez måtte se sit forsøg blokeret. Bilbao var ikke kommet til Camp Nou for at grave sig ned. De spillede godt med og det betød at spillet bølgede frem og tilbage. Der var god fart i Barcas spil og efter et kvarter fik Suárez to åbne muligheder indenfor samme minut, men skarpheden manglede i begge tilfælde.

Som tiden gik blev Bilbao sjældnere gæster på Barcas banehalvdel og bolden var klart mest på catalanske fødder. Genpresset fungeret fint og det gav et overtag i opgøret, men det kneb med at finde plads og skabe chancer. Midt i halvlegen lykkedes Bilbao med en omstilling, hvor Busquets med en frelsende fod forhindrede Iñaki Willams i at sende bolden i nettet. Lige efter var det Barca der var farlige, men Suárez fik ikke afsluttet.

Kampen fortsatte i et højt tempo og der blev spillet med intensitet fra begge sider. Barca holdt fast i det målsøgende spil, men de afgørende pasninger ville ikke lykkes. Messi og Suárez forsøgte ofte at finde hinanden, mens Griezmann tit løb forgæves. Efter en længere periode uden afslutninger, forsøgte Messi sig fra distancen i næstsidste minut, men bolden gik et stykke over. Det blev afslutningen på en underholdende og tempofyldt halvleg, men hvor Barca endnu en gang havde svært ved at komme frem til noget.

Barca satte sig på spillet fra anden halvlegs start og Bilbao stod foran eget felt det meste af tiden. Der manglede dog ideer i det catalanske spil, men i det 54. minut lykkedes det endelig at skabe noget. Griezmann modtog bolden i en hel fri position, men han tøvede og bolden prellede af på målmanden. Minuttet efter kom Riqui Puig ind i stedet for Arthur, der ikke havde fået meget ud af det.

Barcas dominans fortsatte, men fortsat uden at det udmøntede sig i oplagte muligheder. Det fik Setién til at foretage en dobbelt udskiftning efter lidt mere end en time, da Rakitic og Fati afløste Busquets og Griezmann. Minuttet efter var Fati tæt på med et hovedstød der gik over mål. Barca holdt presset og de holdt samtidig Bilbao fra at slå omstillinger, så det hele foregik på hjemmeholdets præmisser. Der blev kæmpet hårdt for komme igennem og i det 71. minut lykkedes det endelig. Et indlæg blev afværget, men Rakitic erobrede bolden og spillede bande med Messi, hvorefter kroaten bankede den i nettet. En forløsende scoring og Barca var foran 1-0.

To minutter senere var Barca tæt på igen, da Suárez kom til en god afslutning, men han måtte nøjes med et hjørnespark. Føringen fik ikke Barca til at ændre på spillet, der stadig var målsøgende. 10 minutter før tid kunne Messi have lukket kampen, da han trak på tværs af feltet og afsluttede, men bolden sneg sig forbi stolpen. Bilbao forsøgte at komme længere frem på banen og det lykkedes dem at få presset Barca tilbage en periode. Med fem minutter tilbage kom Braithwaite på banen i stedet for Suárez, der havde arbejdet hårdt. Et par minutter efter lagde Fati et godt oplæg til Messi, men igen gik skuddet lige forbi.

Barca kontrollerede spillet fint i slutfasen, hvor de holdt bolden godt i egne rækker, uden at Bilbao fik lov til at nærme sig det catalanske mål. I overtiden fik Barca en kæmpe dobbeltchance, først til Vidal og derefter Fati på riposten, men keeperen afværgede begge forsøg. Mere skete der ikke og derved blev det til tre meget vigtige point i et opgør, hvor Rakitic blev matchvinder. 

.:FORSIDE:.